Hvad gik der galt..?

Af Eskild Skov Særkjær

Denne gennemgang kan ses som en forlængelse af det, jeg talte over tidligere, og som havde overskriften: 'Bed og I skal få, men..'. Jeg vil indlede med at læse vers et fra Hebr. 11, som jeg vil citere fra en engelsk bibel, fordi den pointerer temaet herunder lidt bedre: “Tro er grundvolden for det, vi håber; et tegn på det, vi endnu ikke kan se".

I dag er der mange kristne, som er frustreret over, at Jesus som har sagt: ‘bed, og I skal få’, alligevel ikke får det, de beder om. De tager ham jo på ordet, så hvorfor svarer han ikke? Derfor lyder det igen og igen: “Hvad er der gået galt, eftersom det samme ikke sker i dag som dengang? Hvorfor griber Gud ikke ind, når han har lovet det?”

Dette spørgsmål rejses fx af Wesleys forældre, der for nogle år siden lod deres søn på 11 år dø af sukkersyge, fordi de, som de siger, kun havde gjort det, som deres kirke har lært dem. Igen og igen havde de hørt, at eksempelvis en helbredelse blot består i at tage Gud på ordet, bede om at han vil gribe ind, og derefter tro, at det så vil ske.

Forældrene blev efterfølgende anklaget for at have slået deres søn ihjel, men i lang tid forsvarede de sig med, at de ikke havde gjort noget galt, for de mente jo, at de kun har gjort, hvad Gud havde bedt dem om som betingelse for at få. Deres største sorg var da fra begyndelsen heller ikke, at de havde nægtet at give deres søn den insulin, der til sidst resulterede i hans død - men de var mere optaget af, hvad grunden kunne være til, at Gud tilsyneladende havde svigtet - der stod jo skrevet, at de ville få det, de bad om. I bogen ‘Vi lod vor søn dø’ skriver faderen om deres mange frustrationer, og de kredser konstant om spørgsmålet: ‘Hvad gik der galt’?

Ja, hvad gik der egentlig galt? Jeg har hørt om syge, der har mistet troen, efter at de i deres menigheder er blevet undervist i, at Gud vil, at alle skal blive raske, og de derfor ‘blot’ skal tro på det, fordi det hører med til forsoningen. I skuffelsen over, at det alligevel ikke skete, var der én, som sagde: 'Jeg vil aldrig tilgive Gud, som lader mig sidde i denne rullestol resten af livet'. Vedkommende har nemlig gentagne gange hørt forkynderen sige, at 'Gud vil helbrede alle, ligesom han vil frelse alle' - og når det så ikke sker, så kan man vel ikke fortænke denne mand i, at han begyndte at tvivle på, om han så overhovedet kan stole på alt det andet, der står i bibelen, fx om Gud og om frelsen?

Lad os først se på, hvad der i bibelen menes med tro. Mange kristne ser på troen som en præstation, som 'jeg skal gøre for at blive frelst eller helbredt' - men det er helt forkert. Hvis troen er noget, vi skal oparbejde for at få det, Gud har sagt, så har vi jo erstattet det, Gud kræver i loven, til noget andet, som vi skal gøre. I så fald er troen jo blevet til en slags NT-lig lovtrældom, og er ikke til Guds velbehag. Bibelsk set handler dét ‘at gøre' da heller ikke om det, den enkelte kan præstere, men derimod om at tage imod det, Gud vil give.

Ifølge bibelen er enhver ægte tro nemlig givet os af Gud, som en gave, som vi kan række ud og tage imod. Hvis vi derimod gør det samme, som mange andre har gjort, nemlig at finde forskellige bibelvers, der handler om tro, og så repetere disse igen og igen for at få mere tro, fx til helbredelse - så er det dømt til at mislykkes, fordi 'denne tro' ikke er fra Gud, men bygger på menneskers præstationer. Det kan godt være, at de efter en tid siger, at de tror, men det er slet ikke sikkert, at det er en tro, Gud har givet dem. Det er mere sandsynligt, at det i stedet er menneskers sjæliske forsøg på at få det, de har læst i bibelen.

Vi har allerede set, at Gud giver troen som en gave, og en helbredelse kan fx derfor kun ske, hvis han giver denne tro som en gave i en given situation. Der står jo skrevet, at Jesus er troens banebryder og fuldender, Hebr. 12:2. Det vil altså sige, at hvis han ikke er ophavsmanden til det, vi tror, er tro, så har han selvfølgelig ingen forpligtelse til at opfylde det, vi har bedt ham om.

Vi kommer ikke uden om, at al sand tro bygger på Jesus. Når han i fx Mark. 11:22 og flere andre steder siger til sine disciple, at de skal have tro på Gud, så er det lidt forkert oversat. Der står faktisk ordret: ‘Hav Guds tro’, altså ‘hav den samme tro (eller vilje) som Gud’. Vores ønsker skal altså tunes ind på det, Gud vil med os. Det betyder konkret, at når Gud vil, giver han os tro, og altid med en bestemt hensigt. Det han gør, er nemlig altid til vort bedste som lemmer på Kristi legeme, og med evigheden for øje. Vi ser ofte kun på øjeblikket, og på det, vi mener, er det bedste for os her og nu, men Gud ser længere frem og tager alt med i sine planer, planer, som ikke kun omfatter os selv, men også Guds riges fremme.

Jeg nævnte, at al sand tro bygger på Jesus og på det, han har sagt i sit ord. Det er sandt! men spørgsmålet er, om vi så virkelig tror på det, han har sagt? Det gør vi reelt ikke, hvis vi ikke tager alt det med, han har sagt i sit ord. Vi kan fx ikke bare udvælge de skriftsteder, vi gerne vil have opfyldt, og så forvente, at Gud bønhører os, når vi beder om det. Det sker derimod først, når Gud fx lader et bestemt ord fra bibelen bliver levende og 'personligt talt til mig'. Det er dét, et rhema-ord handler om. Ved dette ord skaber Gud en trosvished i vore hjerter, fordi han har talt og sagt: 'Jeg vil!' - og først da kan vi tage imod dette ord i tro.

Et eksempel på dette er gengivet i Matt. 14. Jesu disciple er ude på søen om natten under en storm, og båden kastes hid og did af bølgerne, mens de kæmper for at komme frem. Og så, pludseligt, kommer Jesus vandrende mod dem ude på vandet. ‘Det er et spøgelse!’ skreg de, der sad i båden, men Jesus beroligede dem og sagde til dem: ‘Det er mig, frygt ikke’. Peter vil dog være helt sikker, og han siger: “Herre! er det dig, så byd mig at komme ud til dig på vandet”. ‘Kom!’ sagde Jesus, og så trådte Peter ud af båden og gik hen imod ham, henover bølgerne. Dette personlige 'kom' gjorde ham i stand til at gøre det umulige. Kan I forestille jer, hvad der ville være sket, hvis han gik derud, uden at han havde hørt dette personlige 'kom' fra Jesus?

Jeg har indimellem stødt på kristne, som siger, at vi i tro skal gå os ud på dybet, som Peter gjorde det - men det kan et menneske jo kun gøre, HVIS de ligesom ham først har hørt Jesus sige 'kom'. Mange er gået 'ud på bølgerne' uden dette personlige 'kom', og nogle af disse har dermed lidt skade på sig selv og andre, og står måske tilbage frustreret og kvæstet på sjælen.

De siger, ligesom Wesleys forældre gjorde det, at de gjorde det i tro, men sådan taler bibelen som sagt ikke om tro. Et ord, som er blevet til en levende og ægte tro for den ene, kan ikke bare overføres til andre, og det uanset, hvor 'stærke' de mener, de er i troen. I det nævnte eksempel fra Matt. 14 var det kun talt Peter, Jesus talte til, og derfor kunne det umulige ske, når han gik. De øvrige disciple fik ikke et personlige kald, og de gik derfor klogelig ikke ud af båden for at følge Peter.

Wesleys far skriver:

“At indse, at de skriftsteder (om helbredelse), vi påberåbte os af, ikke var gudgivne i vor situation var en.. smertelig erfaring for os. De havde i sandhed ikke været andet end et udtryk for vore egne menneskelige ønsker. Vort håb om, at Wesley skulle blive helbredt - og senere oprejst fra de døde - var så desperat, at vi var totalt blinde for Satans narrespil med os”, s. 141.

Kan djævelen narre de kristne? Det tog en tid, inden forældrene indså, at “visse ting, som folk tror, er fra Gud, i virkeligheden er djævelens værk’ - at han er en mester i at få mennesker til at kræve eller forvente, at dét, der står skrevet, skal opfyldes her og nu, også selvom det ligger udenfor Guds plan og vilje. Et forsøg på dette kan vi læse om i Matt. 4, hvor Jesus gentagne gange blev fristet ad djævelen, der citerede bibelen for ham. Det var citater, der var korrekt citeret - men da deres opfyldelse lå udenfor Guds aktuelle plan og vilje, måtte Jesus igen og igen tilbagevise djævelens anslag gennem hans refererede bibeltekster. Som fx, da djævelen kom til ham og sagde: “Hvis du er Guds Søn, så sig, at stenene dér skal blive til brød, hvorefter Jesus svarede ham og sagde: "Der står også skrevet: Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, som udgår fra Guds mund”, Matt. 4:3-4.

Var det i dag, ville djævelen sandsynligvis ikke tale om brød, i alle fald ikke til os i Danmark, som har brød nok. I stedet ville han måske komme med denne fristelse: 'Hvis I virkelig tror på Jesus, så stil dig ikke tilfreds med mindre end et fysisk og synligt mirakel.' Hvad ville vi så svare ham?

Lektien, vi kan lære herfra er, at vi skal og må se på skriften i sin helhed, og ikke tage diverse citater ud af deres sammenhæng. Da Wesleys forældre prøvede at komme ovenpå igen og leve videre som kristne, og på samme tid finde årsagen til, hvad der trosmæssigt var gået galt, gik de til forskellige karismatiske møder, men blev i stedet ofte forskrækket. Faderen skriver, at de gang på gang hørte talerne 'opmuntre deres medlemmer til at gøre det samme, som vi havde gjort, nemlig at holde Gud fast på udvalgte skriftsteder, bekende dem om sine, og tro på det'. Han beskriver, hvad han tænkte under et af disse møder:

“Vore kun så vidt lukkede sår blev flænget fra hinanden igen, da jeg hørte mandens tankeløse tale. Jeg følte en desperat trang til at springe op og skrige ud: Hej du..: Vi gjorde nøjagtig det, du beder alle og enhver her at gøre. Hvorfor fortæller du os ikke, hvad vi gjorde galt?”

Hvad gjorde de galt? Er det galt at tage Gud på ordet? Nej! men det er galt ikke at kende sin bibel og vide, hvad der står skrevet om det samme i andre tekster, og som et resultat af dette, at de ikke kender Guds plan og vilje med det, der sker. Af denne grund kan de ligesom Wesleys forældre komme til at blive ofre for djævelens bedrag. Det sker fx, når de hører forkyndere argumentere for, at det er Guds vilje at helbrede alle, men det er bare ikke sandt. Lad os bare sige det ligeud: Selvom det er sandt nok, at alle andre former for lidelser og skrøbeligheder kom ind i verden ved syndefaldet, så er det ikke sandt, når man hører nogle sige, at Satan står bag alle sygdomme, jfr. fx Job. 1:21, 42.11.

Bibelen vidner da også klart om, at Gud af forskellige årsager ikke vil helbrede alle, ligesom han heller ikke vil skåne kristne for andre former for lidelser, som fx forfølgelse, sult - og død. Hvorfor det ikke sker, ved vi ikke. Måske er det for at prøve vor tro? Eller måske er det for, at andre i den samme situation som os kan afspejle sig i os, og i vore lidelser? Vi ved det ikke, men vi ved, at Gud har et formål med det, hans børn må lide. Når Gud ikke helbreder, så betyder det altså ikke, at han ikke elsker os, for han har jo sagt, at alle ting tjener til det bedste for dem, der elsker ham.

Dertil kommer, at vi må forstå, at vi lever i et 'nu' og et 'endnu ikke'. Vi er gjort frie fra synden, og alligevel bor synden i os, så længe vi lever. Vi er løst fra dødens forbandelse ved Jesu død og opstandelse, men alligevel skal vi alle dø fysisk. Og selvom Jesus var med hans disciple, så slap de hverken fra forfølgelse og død. Og selvom han har al magt i himlen og på jorden, så er der alligevel millioner af kristne, der sulter og dør af sygdomme, eller af forfølgelse. Vi forstår ikke helt hvorfor, han ikke griber ind, men vi forstår, at de og vi er i hans hånd og er i hans plan; samt, at vi lever i en tid, hvor alt endnu ikke er genoprettet.

Her har jeg især hørt følgende to spørgsmål fra frustrerede kristne. Det første er, at når Jesus har sagt, at vi kan bede om hvad som helst, og så få det, så gælder det vel bogstaveligt?' Det andet er: 'Når Jesus helbredte alle dengang, så betyder det vel, at han også gør det i dag? Er han måske ikke den samme i dag?' Jo, det ved vi, at han er! Som svar på det første spørgsmål: Hvis det skal forstås således, at vi konkret kan bede om hvad som helst, og få det, hvorfor bliver alle kristne så ikke helbredt, når de kommer til Jesus og beder om det? - på samme måde, som de bliver frelst ved tro? Når det ikke sker, så må der være noget galt med argumentet, og det er der da også.

Ifølge bibelen, så betyder det 'at bede om og få' nemlig, at vi kan bede om hvad som helst, og at Gud derefter vil give os det, der er i harmoni med hans tilladelige vilje. Det er vel også det, vi som kristne i bund og grund ønsker allermest?

Så kommer vi til det næste spørgsmål, som handler om, at når Jesus helbredte alle dengang, så må eller vil han også gøre det samme i dag. Også dette argument er helt forkert opstillet. Bortset fra, at Jesus slet ikke helbredte alle dengang (det er en udbredt misforståelse), så ved vi, at Gud helbreder mange også i dag, men enhver kan se, at det ikke er alle, der bliver det. En del af forklaringen kan selvfølgelig være, at de kristne i dag ikke tror nok på Jesus som den store læge. Men, den overordnede bibelske forklaring er dog en anden, en forklaring, som de fleste ikke berører, måske fordi den er sværere at forstå. Jeg prøver alligevel:

Da Jesus vandrede rundt i det hellige land og proklamerede, at Guds Rige var kommet nær, så var det for jøderne identisk med, at Rigets konge, deres Messias, dermed også var det. Profetisk hører han nemlig 100% sammen med det Rige, han vil oprette. Her tænkes der først og fremmest på det, der omtales som 'Riget for Israel', og som Jesus vil oprette, når han kommer, men det peger også videre frem på det evige Rige i Himmelen hos Gud. Alle Jesu undere skal ses som et tegn (himmeltegn) på dette.

Et tegn og et under bliver ofte omtalt som et og det samme, men det er det ikke. Når Jesus udfører et under, er det ikke kun for, at han viser sin omsorg og kærlighed til os - hvis det var således, så kan det undre, at vi ikke ser mere af det - men det er først og fremmest givet som et tegn på, hvordan det vil blive, når alt bliver genoprettet. Lige efter, at Jesus havde helbredt en embedsmands søn, skriver Johannes, at dette var det andet tegn, Jesus gjorde. Brylluppet i Kana var det første tegn. Senere skriver han:

“Endnu mange andre tegn, som ikke er nedskrevet i denne bog, gjorde Jesus for øjnene af sine disciple. MEN disse er nedskrevet, for at I skal tro (ikke se), at Jesus er Kristus, Guds Søn, og for at I, når I tror, skal have livet i hans navn”, John. 20:30-31.

Det er vigtigt at forstå, at ifølge bibelen er et tegn et bevis på, at Jesus er Guds Søn, og dermed også på, at dét, han har sagt, er sandt. På samme tid er det et billede på det, der vil ske, når Guds rige engang bryder frem i al sin herlighed. Når Jesu disciple har set og accepteret dette tegn som et fyldestgørende tegn (bevis) på, at deres Herre og Mester er Rigets konge og verdens frelser, så behøver disse tegn selvfølgelig ikke senere at blive gentaget igen og igen. Et tegn er jo netop givet, læste vi, for at vi må tro dét, vi endnu ikke kan se. Disse tegn er derfor givet, skriver Johannes, for at vi, som ikke ser, dog må tro på de tegn, de som øjenvidner har set og videregivet til os.

Som et eksempel kan vi fremhæve Lazarus’ opstandelse fra de døde. Dette skete, sagde Jesus, for at Sønnen skulle herliggøres. Det skete ikke først og fremmest for Lazarus’ skyld, eller for hans søstres skyld, selvom de var glade for det, der skete. Det skete derimod som et tegn, dvs. et bevis på, at Jesus har magt over døden, og er opstandelsen og livet - og peger dermed frem på hans egen død og opstandelse. Vi tror på dette tegn, og det ville derfor i sagens natur være tåbeligt at kræve et lignende tegn på dette. Således er det også med alle de andre tegn. Hvis vi kræver disse, som mange gør, så demonstrerer det blot deres uvidenhed om hensigten med disse tegn. Og selvom Gud så gjorde aldrig så mange tegn for menneskers øjne, ville de alligevel intet kunne se eller forstå disse, eller komme til tro. For det er jo kun ordet om korset, der kan åbne menneskers øjne for alt det, der hører Guds rige til.

Vi har et eksempel på dette i John. 6. Det begynder med, at Jesus bespiser 5000 mænd, og med kvinder og børn var det måske 15000. Af det Jesus siger, fremgår det, at dette var et tegn, der pegede på ham som verdens frelser, og dermed også på, at han er det evige livs brød. Det var altså ikke bespisningen som sådan, der var det vigtigste den dag, men derimod, at de skulle se og anerkende ham som den lovede frelser og Messias. Det var formålet - og målet!

Jesu bespisningsunder bliver altså totalt misforstået, hvis det mister karakteren af at være et tegn på dette. Og det var netop det, der skete. De ‘spiste af brødene og blev mætte’ står der, men uden, at de så det bagvedliggende tegn, og derved mistede de også det budskab, underet var et tegn på. Det vigtigste ved dette under, og alle de andre undere, vi læser om, er derfor ikke, at de enkelte får hjælp i deres nød, selvom de fleste kristne vistnok tror dette - men derimod, at han er Rigets konge, og hans tegn et billede på, og et 'forsmag' på dette Rige, som kommer.

Dette blev overset af de mange, der fulgte ham. Der står, at de kom til ham fra den anden side af søen, ikke for at høre ham og blive frelst, men fordi de ville se Jesus gøre endnu flere undere. De havde med andre ord kun fokus på det jordiske, og dette var grunden til, som der står, at 'de ville komme og føre ham bort med magt for at gøre ham til konge', der som vi kan læse, resulterede i, at han trak sig bort fra dem. Jeg tror, at han vil gøre det samme i dag.

Mange kristne lever nemlig, som om de tror, at undere er et bevis på, at Jesus er iblandt dem, og overser så nærmest, at de er givet som et tegn på det himmelske. Derfor tales der på mange helbredelsesmøder langt mere om helbredelser, tegn og undere, end der tales om korset, synd, og om hvordan mennesker bliver frelst, som er et endnu større under. Jeg tror, at hvis de kunne høre Jesu røst, ville de med lidt andre ord høre ham sige det samme, som han sagde til de mange, som ledte efter ham og til sidst fandt ham igen:

“I søger mig, ikke fordi I har set tegn, men fordi I spiste af brødene og blev mætte”, John. 6:27.

Hvis det var i dag, ville Jesus nok tale om helbredelser i stedet for om brød. Det er jo så rart at have det godt, og slippe fri for syndefaldets smertefulde konsekvenser. Men, selvom det ser tillokkende ud, så har mennesker først og fremmest brug for en forsoner, og ikke en mirakellæge.

Det betyder selvfølgelig ikke, at Jesus ikke gør undere i dag, og de fleste af os har sikkert også oplevet det. At han er her med sin helbredende kraft til ånd, sjæl og legeme; dét har vi fx et bevis på i 1. Kor. 12, hvor der tales om nådegaver til at helbrede.

Jo, vi kan virkelig forvente, at Gud er med og gør undere for os, alene fordi han er god. Når det er sagt, er der kommet noget usundt ind i kristenheden. Igen og igen lyder det: 'Hvis mennesker blot ser Gud gøre undere, vil de lettere komme til tro på Jesus'. Men læser vi fx i NT, sker det sjældent. De fleste, der blev helbredt, kom ikke efterfølgende til tro, og det sker heller ikke i dag. Som vi har set, har det heller aldrig været meningen. Bibelen siger da også, at troen kommer af det der høres, og ikke af det, der ses. Det er at forfalske skriften at påstå, at der er andre veje, som fører til tro. Som allerede nævnt er Jesu undere givet som et tegn, og sådan skal det også behandles.

Når et menneske fx bliver helbredt, så er dette under givet til hele menigheden som et tegn. Et tegn på hvad? Et bevis på, at han er iblandt os? - eller, at han elsker os og har omsorg for os? Nej! det behøver vi ikke ydre tegn på at få bekræftet. Vi ved jo, at han elsker os og er iblandt os. Det er derimod et tegn fra Gud på, hvordan det skal blive, når han engang

“skal tørre hver tåre af deres (læs: vore) øjne; og der skal ingen død være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere, thi det, som var før, er nu forsvundet”, Åb. 21:4.

Heri ligger svaret på vor længsel, og på alle vore spørgsmål. Bliver alle syge raske? Ja! Om ikke før, så når de kommer frem til opstandelsen fra de døde? Og de forfulgte og dem i allehånde trængsler? Ja, også dem! Da skal vi ikke længere 'miste', for Jesus har overvundet døden, ligesom han har overvundet djævelen. Da skal alt det, evangelierne taler om, og som giver os et glimt af paradis, fuldt ud gå i opfyldelse. Da skal vi se vor frelser og Herre ansigt til ansigt. Det bliver en vidunderlig dag!

Indtil da, så taler skriften om, at de, der efter Guds vilje fx bliver helbredte, skal være et tegn fra Gud til alle andre - også ikke helbredte - kristne på, at han stadig er med dem, og vil være det helt til den dag, hvor Guds rige bryder synligt frem, og hvor alt bliver genoprettet. Det skal være deres vidnesbyrd! Vi forstår ikke hans udvælgelse, men vi bøjer os for, at han suverænt er den, der handler forskelligt med sine børn. Derfor kan vi se to kristne, som kan fejle det samme, men hvor han helbreder den ene, men ikke den anden.

Nogle tolker dette forkert til, at den ene har mere tro end den anden, og for at få det lovede, skal den anden, som ikke blev helbredt, anstrenge sig mere for at tro, eller at bede noget mere. Så må Gud da høre og bønhøre. Men, som allerede sagt, så er den sande tro ikke vort eget værk, men den bliver af Gud, når han vil det. Det kan fx ske ved, at et bestemt skriftsted pludseligt får liv, og vi fornemmer, at nu taler Herren personligt til os - til mig. Enhver anstrengelse for at få det, vi hver især gerne vil have, vil derfor ikke virke, for den er kødelig, også selvom ønsket er forklædt som tro eller håb. Der, hvor Helligånden er og virker, dér er der derimod hvile, såvel som en tillid til, at ‘alt samvirke til det bedste for dem, som elsker Gud’.

Det betyder selvfølgelig ikke, at vi ikke skal bede frimodigt, og forvente bønhørelse, for Gud bønhører, hvis det altså ikke hører med til de undtagelser, der er nævnt i bibelen. Men vi må bare forstå, at det alligevel ikke er sikkert, at han vil give det, vi tror og mener, er det bedste for os. En af de sværeste lektier er at sige og mene ‘din vilje ske’, men først da er vi med alle vore behov og ønsker i trygge hænder. Vi ved jo, at hvis overgiver os helt til ham, og det inkluderer selvfølgelig også alle vore ønsker og nød, så vil han give os det det bedste, også selvom vi ikke kan se dette i øjeblikket.

Derfor er disse tre ord 'ske din vilje' ikke en sovepude, som nogle mener og hævder, for det bedste er jo at være i Guds kærlige hænder. Lyt fx til disse kendte ord fra filipperbrevet:

"Vær ikke bekymrede for noget, men lad i alle ting jeres ønsker komme frem for Gud, idet I beder og bønfalder under taksigelse; så skal Guds fred, som overgår al forstand, bevare jeres hjerter og jeres tanker i Kristus Jesus", Fil. 4:6-7.

Læg mærke til, at Paulus ikke med et ord nævner, at vi efter denne bøn så vil få det, vi konkret har bedt om. Det vil vi måske, men det er på en måde heller ikke det vigtigste. For os er det vigtigste nemlig at lære at lægge alt over i Guds hånd og stole på, at han ved, at han vil give, hvad der er det bedste for os. Tegnet på dette er, at han vil give os sin fred, som overgår al forstand, og bevare vore hjerter og tanker i ham. Netop dette fik en kristen, som var taget til fange i 1940, til bl.a. at skrive dette om Jesu nærvær i fængslet, et fængselsophold, som ikke var let, men som dog alligevel var det, fordi Jesus var der:

"Du svigtede aldrig, Herre Jesus, du svigtede ej, selv når dit svar på al min bøn var nej og atter nej, for når jeg rystede af uro, angst og nød, da kom du med din fred, købt i din død..", Per Arne Dahl: 'Der må være en mening med det', side 69.

Utallige andre har ligesom denne mand gennem tiden vidnet om, at de har mærket Guds nærvær på en særlig måde, da de fx var i fængsel, men de har også erfaret noget mere, noget uvurderligt - nemlig, at deres fangenskab er villet af Gud, måske pga. én, der bad til ham i fængslet og råbte om hjælp, en hjælp, der nu kom med denne kristne medfange. Eller måske skulle han dertil, fordi der var nogle dér, der kunne nås med evangeliet? Vi ved det ikke - men vi ved, at Gud har mange veje, og bruger dem alle for at nå mennesker med evangeliet.

Og således er der også mange vidnesbyrd fra kristne, som i deres sygdom har kunnet hjælpe deres medmennesker, netop fordi de er eller har været i den samme eller i en lignende situation som dem. Som vi ved, så betyder dét at følge Jesus at være villig til at give afkald på vort eget. Der er mange, der tænker, at de da kan tjene Gud meget bedre, hvis de er raske, så 'hvis Gud blot gjorde mig rask, så...!' Det har jeg også selv tænkt indimellem. Men dét at leve som en kristen er at leve blandt andre, og være i den samme situation som dem, og overfor dem vise og bevise, at troen på Jesus holder i selv den sværeste modgang. Det gør den nemlig, fordi den er givet til både dem og os fra Gud.

Bare spørg Joni. I den første tid, efter at hun var blevet lam, stillede hun Gud mange spørgsmål, som begyndte med et ‘hvorfor..’, og hun var utilfreds med, at han ikke helbredte hende. Hun skriver, at nogle hjælpsomme venner kom og fortalte hende, at hun 'bare' skulle gøre krav på det. Men, gennem det efterhånden livslange samvær med Gud har hun lært, at det, der var sket, var med i hans plan med hende. Det er forresten det vigtigste at vide for enhver kristen, der lider, for så har lidelsen jo et formål. Selvom Joni havde og har det svært og til tider med store smerter, så lærte hun, at hun nu på en speciel måde bedre kunne nå sine medmennesker med Guds kærlighed, alene fordi hun ikke blev skånet for at opleve det samme som dem, der kunne være i en lignende situation som hende. I mange år har hun derved været et mægtigt Guds tegn til mennesker på, at han elsker alle dem, hun taler med om Jesus. 'Dette er et større mirakel, end hvis Gud havde givet mig førligheden tilbage', skriver hun et sted.

At være i hans hånd, det er jo det bedste i livet.

Vi skal nu høre en klassiker fra Sverige, der handler om netop dette. Den hedder

At være kristen betyder altså ikke, som nogle tror og lærer, at det altid er at blive fri for lidelse og sygdom. Det er der mange, der har lært, og kan bevidne, efter, at de har være i Guds skole, og netop dette er fx blevet beskrevet på denne måde:

"I lang tid troede jeg, at de, der bekendte den kristne tro, oplevede færre lidelser end de, som ikke gjorde det. Efter en tid opdagede jeg, at det ikke var sandt. Det gik op for mig, at de kristne faktisk måtte regne med flere lidelser end de, som ikke regner sig som troende. Oven i almenmenneskelige lidelser må de også gå ind i (de) lidelser, som er forbundet med at tro på Jesus. Gud gik ind i lidelsen, da han trådte ind i verden. Sådan må vi også være rede til at gå ind i lidelse, hvis vi ønsker at leve i overensstemmelse med den kristne tro", Arne Dahl: Der må være en mening med det, side. 82.

Hvis Gud ville helbrede alle i dag, så ville det samme blot ske i dag som dengang skaren spiste af brødene, og som ved disse fik det fysisk bedre, og så heller ikke mere. Dette var selvfølgelig ikke Guds vilje; det var ikke derfor, han sendte Jesus. De så ikke tegnene, eller beviserne på, at Guds rige, og dets konge var kommet nær, og derfor kasserede de det, han kom for at gøre. I stedet ville de, som vi har set, gerne gøre ham til en superstar, en jordisk konge, og så heller ikke mere end det.

Desværre ser vi det samme under mange møder i dag. Mennesker strømmer til de mange opreklamerede helbredelsesmøder, for selvfølgelig vil de gerne få det, der stilles i udsigt: et bedre liv uden sygdom, smerter og andre lidelser. Ofte nævnes Jesus kun ganske kort i den forbindelse, men korset er ofte blevet lidt uvedkommende. Jeg har fx læst artikler i Udfordringen, hvor alt det store, der er sket på et af de nævnte møder, er slået stort op, og ofte kun med fokus på, hvor mange der er blevet helbredt. Spørgsmålet er så, om de så er blevet det? Jesus kunne nok blive populær dengang, hvis han ville, men han trak sig tilbage, fordi det var ikke korsets vej. Det samme tror jeg, der også sker i dag på mange møder. Jesus er der ikke. Ifølge bibelen er der som nævnt kun én vej til at nå mennesker med evangeliet, og det er ved at forkynde evangeliet for dem, og ikke på andre måder. Det har Paulus fx formuleret på denne måde:

“Ordet om korset er vel for dem, der fortabes, en dårskab, men for os, som frelses, er det en Guds kraft.. thi da verden med sin visdom ikke kendte Gud i hans visdom, besluttede Gud, ved prædikenens dårskab at frelse dem, som tror. Thi jøder kræver tegn, og grækere søger visdom, vi derimod prædiker Kristus som korsfæstet, for jøder en forargelse, og for hedninger en dårskab”, 1. Kor. 1:18, 21-23.

Det store fokus, der i dag er på undere, helbredelser og andre mirakler er desværre ofte med til at afspore, hvad evangeliet drejer sig om, nemlig om Jesu død for at frelse mennesker. Som vi har set, må underne aldrig miste karakteren af at være et tegn for troen, og bevirke det i os, at vi ser frem til den dag, hvor alting bliver genoprettet. Forstår vi dette, så forstår vi også, at der er en mening med, at nogle helbredes som et tegn for andre på det, der kommer, mens andre ikke bliver det som et tegn på, at alting endnu ikke er blevet genoprettet.

Til sidst: Hvordan gik det med det forældrepar, som lod deres søn dø i deres misforståelse af, hvad bibelsk tro drejer sig om. Jo, de blev erklæret skyldig - men endnu værre var de sjælesår, som de fik, da det gik op for dem, hvad de havde gjort. De havde jo ladet deres søn med et velreguleret sukkersyge blive mere og mere syg, og til sidst dø, fordi de mente, at han i henhold til Guds ord ikke mere behøvede at få sin insulin. Som vi har set, så var det hele i stedet en stor misforståelse af ordet, som det selvfølgelig var meget svært for dem at komme over. Faderen, som har skrevet den føromtalte bog, skriver et sted, at en dag, hvor han var

“..ude af stand til at bære smerten længere, standsede jeg og begyndte at græde: Wesley, Wesley, min søn.. Herre, sig til Wesley, at jeg elsker ham. Fortæl ham, at jeg er så ked af det, som er sket”, s. 172.

Også vi har forskellige sår på sjælen, som vi måske aldrig kan slippe helt af med; noget, vi fx har gjort i dumhed mod andre, eller gjort i en misforståelse af Guds vilje og plan. Men, pga. Jesu død for alles synder, er Wesleys forældre ligesom vi kommet frem til den tro og vished, som det er beskrevet i 1. John. 1:9, og hvor vi har dette vidunderlige løfte:

“hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed”.

- - - - -

Jeg vil slutte denne gennemgang med at læse et uddrag af et digt, som beskriver Guds nærvær og hvile i alle livets forhold, og som fint understreger det, vi har set på i dag. Det lyder således:

Lever jeg i lidelsen, da er du der! Lever jeg i tomheden, da er du der!

Lever jeg i krig og vold, da er du der! Du er livet, du er altet, Gud, du er!

Lever jeg tilfreds i lykke. Du er der! Lever jeg i fryd og glæde, du er der!

Lever jeg i friheden, da er du der! Du er livet, du er altet, Gud, du er!

A M E N !