Du må fødes på ny!
..set i lyset af den gamle pagt
Af Eskild Skov Særkjær
Lad os til at begynde med læse den tekst fra John. 3, hvor
Jesus i sin samtale med Nikodemus forklarer, at det er nødvendigt for ham (og
alle) at blive født på ny for at komme ind i Guds rige, og hvordan dette kan
ske. Denne undervisning går helt frem til vers 21, men her skal vi dog kun se
på disse første 16 vers (her fra den gamle oversættelse):
"Der var
blandt farisæerne en mand, som hed Nikodemus, en af jødernes rådsherrer. Han
kom til Jesus om natten og sagde til ham: Rabbi! Vi ved, at du er en lærer, som
er kommen fra Gud; thi ingen kan gøre de tegn, som du gør, uden Gud er med ham.
Jesus svarede og sagde til ham: Sandelig, sandelig siger jeg dig: Ingen kan se
Guds rige, hvis han ikke bliver født på ny (eller ovenfra). Nikodemus siger til
ham: Hvorledes kan et menneske fødes, når det er gammelt? Det kan da ikke for
anden gang komme ind i sin moders liv og fødes? Jesus svarede: Sandelig,
sandelig siger jeg dig: ingen kan komme ind i Guds rige, hvis han ikke bliver
født af vand og Ånd. Hvad der er født af kødet, er kød; og hvad der er født af
Ånden, er Ånd. Du må ikke undre sig over, at jeg siger til dig: I må fødes på
ny. Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører dens susen, men du ved ikke,
hvorfra den kommer, og hvor den farer hen; sådan er det med enhver, der er født
af Ånden. Nikodemus svarede og sagde til ham: Hvordan kan dette ske? Jesus
svarede og sagde til ham: Er du lærer i Israel og forstår ikke dette? Sandelig,
sandelig siger jeg dig: vi taler om det, vi ved, og vidner om det, vi har set;
og I tager ikke imod vort vidnesbyrd. Hvis I ikke tror, når jeg taler til jer
om de jordiske ting, hvordan skulle I da kunne tro, når jeg taler til jer om de
himmelske? Ingen er steget op til Himmelen, undtagen han, som steg ned fra
Himmelen, Menneskesønnen, som er i Himmelen. Og ligesom Moses ophøjede slangen
i ørkenen, sådan må Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have
evigt liv i ham. Thi således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den
enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt
liv".
Som vi
ser, indledes kapitlet med, at Nikodemus kommer til Jesus for at høre om det,
der undrede ham, og det er også det bedste vi kan gøre. Det første, han
underviser om, er, hvad det vil sige at blive født på ny, eller ovenfra, som
det græske ord også kan oversættes med. Bibelen bruger flere andre ord til at
beskrive det samme, som fx: at blive frelst, komme til tro, omvende sig, vende
sig til Gud, tage imod Jesus, gå fra mørke til lys, osv.
Hvordan
kan det så ske? I vers 14-15 giver Jesus et konkret billede på dette ud fra GT.
Her henviser han først til kobberslangens ophøjelse i ørkenen, og som frelste
dem, der (som et forbillede på Kristus) troede dét, Moses sagde, de skulle
gøre. Frelse dem fra hvad? Når vi læser kapitlet fra 4. Mos. 21, som Jesus
henviser til, fremgår det, at folket ‘talte mod Gud’ og hans lederskab ved
Moses, og klagede over, hvor dårligt dette var. Deres oprør blev så slemt, at
Herren sendte giftslanger ind ‘blandt folket, og de bed folket, så en mængde af
Israel døde’, v. 6. Giften fra disse slanger blev dermed et fysisk billede på
den åndelige gift, som de allerede var påvirket af, da de med deres oprør
syndede mod Gud. Han har jo sagt, at ‘den sjæl, der synder, den skal dø’, Ez.
18:20, og det inkluderer den åndelige og evige død borte fra Gud. Denne vor
sørgelige tilstand er beskrevet med disse lidet flatterende ord:
“Der er ingen
retfærdig, ikke én; der er ingen forstandig, der er ingen, som søger Gud;
afvegne er alle, til hobe fordærvede, ingen gør godt, end ikke en eneste. En
åben grav er deres strube, med deres tunger øvede de svig; der er slangegift
under deres læber”, Rom. 3:10-13.
Der er
ingen tvivl her. Med elleve forskellige udtryk understreges det i disse vers,
at ikke én går fri for Guds dom, hvis det stod til dem selv. Men, således
elskede Gud verden, at han sendte sin Søn... I GT har Gud givet mange
for/billeder på, hvad han ville gøre, når Jesus kom. Her kan vi fx tænke på de
mange ofre, der stedfortrædende måtte dø til frelse for folket og den enkelte.
Eller vi kan tænke på sonedækket på alteret i templet, hvor blodet
forbilledligt dækkede over folkets synder. Kobberslangen i 4. Mos. er et
billede på det samme. Vi skal nu læse, hvad der videre skete, da folket havde
erkendt og bekendt deres synder:
“Da sagde
Herren til Moses: Lav dig en slange og sæt den på en stang, så skal enhver
slangebidt, der ser hen på den, leve. Da lavede Moses en kobberslange og satte
den på en stang (stav); og enhver, der så hen på kobberslangen, når en slange
havde bidt ham, beholdt livet”, v. 8-9.
De reddede
altså livet ved at gøre det, Gud havde sagt. De så hen på kobberslangen, og så
kunne syndens slangegift ikke skade dem. De gik fri! Således, siger Jesus, skal
enhver, der ser hen på Menneskesønnens ophøjelse, have evigt liv i ham. Den
ophøjelse, der tales om, er selvfølgelig Jesu ophøjelse på korset, hvor han,
som han senere siger, vil drage alle til mig. 'Thi således elskede Gud verden,
at han gav sin søn, den enbårne, for at ENHVER, som tror, ikke skal fortabes,
men have evigt liv'.
Men, kan
man spørge, er kobberslangen ikke et dårligt billede på vor frelser på korset?
For en slange er jo det modsatte af, hvem og hvad Jesus er. Han er jo den
eneste, helligste, reneste, der har været på vor jord, og så bruger Gud i GT,
og Jesus i NT, en slange for som en illustration på frelsen. Jo, det er sandt
nok, men som der står skrevet:
“Den, som ikke
kendte til synd, har han (Gud) gjort til synd for os, for at vi kunne blive
Guds retfærdighed i ham”, 2. Kor. 6:21.
Han tog
vores synd, dom og straf på sig, for at vi kan gå fri. Netop derfor er
kobberslangen et godt billede. I bibelen
er kobber nemlig et billede på Guds vrede og dom over synd, og slangen er et
billede på, at alt det, som ‘den gamle slange’, som djævelen kaldes, havde
påført menneskeheden, dét tog Gud bort ved at nagle det til korset. Jesus tog
alles straf, da Guds vrede ramte ham. Vi kan slet ikke fatte denne frygtelige
byrde. I sin kærlighed til os blev al verdens synd, som vi også kan kalde gift,
lagt på ham. Derfor er vi, ligesom Paulus skriver
“..nemlig
overbevist om dette. En er død i alles sted, altså er alle døde, og han døde i
alles sted, for at de, der lever, ikke mere skal leve for sig selv, men for
ham, som døde og opstod for dem”, 2. Kor. 5:14-15.
Det var
det, som kobberslangen skulle illustrere, da folket fik besked på at vende sig
om og se på det, der kunne udfri dem fra døden. Kan I forestille jer, at der var
nogle iblandt folket, der tænkte: ‘Jeg tror ikke på, at dét, Gud har sagt,
hjælper i min situation, og derfor vil jeg heller ikke gøre det, han siger’. Så
dumme kan ingen være, tænker vi - og dog var det nøjagtig det, der skete, da
Jesus kom til jorden. Evangelisten Johannes skriver, at ‘han kom til sit eget,
men hans egne tog ikke imod ham’, John. 1:11. Fuldstændig absurd, for da deres
fædre vendte sig til kobberslangen, da deres fysiske liv var truet, blev de
reddet, og nu kom han, som kobberslangen er et billede på, Jesus, som vil
frelse dem fra den evige død, og så vil de ikke. Dog, nogle gjorde det. Det er
disse, Johannes taler om i det næste vers, hvor der står:
“Men alle dem,
som tog imod ham, gav han magt (ret/myndighed) til at blive Guds børn, dem, som
tror på hans navn”, John. 1:12.
Vi får
altså her, sammen med den gamle pagts troende, et løfte fra Gud på, at alle dem,
som tager imod Jesus og tror på hans navn, skal blive Guds børn. Det er det
samme, som vi læser om i Jesus undervisning om den nye fødsel i kap. 3:15, hvor
han siger, ‘at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt
liv’. Ud fra Jesu undervisning fremgår det klart, at dét at tro på ham er det
samme som at blive til et Guds barn. For at blive i billedet fra før, så
reddede folket dengang livet ved at se på kobberslangen. 'Det eneste, de skulle
gøre for at redde livet', var at tro på det, Gud sagde, og vende om, og derpå
se på den, han har ophøjet. Det samme må den enkelte gøre for at blive frelst,
for i vers 14-15 siger Jesus, at ‘sådan (altså på den samme måde) må
Menneskesønnen ophøjes, for at ENHVER, som tror på ham, skal have evigt liv i
ham’.
Ifølge
Jesu undervisning er dét at blive frelst og blive et Guds barn altså det samme
som at se på Jesus og tro ham. Læg mærke til, at han understreger, at det
gælder enhver - for der er nemlig ikke givet mennesker noget andet navn, hvorved
de kan blive frelst, står der i Apg 4:12. Alligevel er der en del kristne, der
forestiller sig, at den gamle pagts troende blev frelst på en anden måde end de
troende i den nye pagt, fx ved egen fromhed eller gode gerninger, men det
stemmer ikke bibelens lære derom. Nu er der sikkert nogle, der spørger:
Men, den
levende og sande tro på Jesus og dermed den nye fødsel, kom da først til på
pinsedagen, da Helligånden blev udgydt! Derfor kan det da ikke være sket for
mennesker i den gamle pagt!
Inden vi
ser nærmere på, hvad der egentlig skete pinsedag, så skal vi først se lidt mere
på Jesu undervisning om den nye fødsel i John. 3. Læg mærke til, at da
Nikodemus spørger Jesus, hvordan det kan gå til, begynder Jesus sit svar til
ham med at sige: “Er du lærer i Israel og forstår ikke dette”? Som vi kan se,
ligger der i svaret: ‘Du burde kende til den nye fødsel, for det hører jo med
til det at tro, og til enhver god bibelundervisning. Er denne sandhed da gået
helt tabt for jer’? Dét, Nikodemus ikke forstod dengang, ligger forresten ikke
langt fra det, som mange teologer i dag heller ikke forstår. De har måske nok
hørt om den nye fødsel, men de aner ikke, hvad det betyder, og har aldrig hørt,
at den skulle være nødvendig til frelse.
Ud over at
være en lærer i Israel, var Nikodemus ifølge vers et ‘en af jødernes
rådsherrer’, og det betyder, at han sad i Synedriet og havde dermed en af de
højeste lærermyndigheder i landet. Det betød konkret, at han var med til at
bestemme, hvordan Moseloven skulle tolkes, og hvordan dens overtrædere skulle
straffes. Jesus taler altså ikke til en i den nye pagt, men derimod til en fra
den gamle pagt, og det er derfor også først og fremmest ham, der modtager
undervisningen om den nye fødsel. Læg desuden også mærke til, at Jesus gav
denne undervisning til ham i begyndelsen af sin gerning, altså ca. 3 år før, at
den nye pagt blev indstiftet ved hans død. Det siger sig selv, at hvis nogle
alligevel prøver på at overføre dét, Jesus siger til Nikodemus, til kun at
gælde den nye pagts troende, så er de som førnævnt på kollision med bibelens
lære derom - og derfor må dét, der omtales på pinsedag i Apg 2, nødvendigvis
beskrive noget andet. Bibelen vidner da også klart om, at den gamle pagts troende
var ligeså meget født på ny som de troende i den nye pagt. Jesu undervisning i
John. 3 er et eksempel på dette. Derfor understreges det igen og igen, at 'der
er ingen forskel', som fx Peter, der til apostelmødet i Jerusalem siger:
“Vi tror.., at
vi (jøder) bliver frelst ved Herren Jesu nåde ganske samme måde som de
(hedninger)”, Apg 15:11.
Nej! Der
er ingen forskel, og det har der aldrig været. Jeg citerer lige igen Apg 4:12,
hvor apostlen Peter siger, at ‘der er ikke frelse i nogen anden, thi der ikke
er under himmelen givet mennesker noget andet navn, hvorved vi kan frelses”. Så
kan det ikke siges tydeligere. Jøderne i den gamle pagt blev altså ikke frelst på
nogen anden måde end os i dag, nemlig ved tro - og denne tro kan selvfølgelig
ikke adskilles fra den nye fødsel. Bibelsk set er det nemlig ét og det samme.
Det
betyder selvfølgelig ikke, at de kunne se det hele i evangeliets klare lys som
vi, der har fået det åbenbaret, kan se det, men det at blive frelst handler jo
heller ikke om at forstå, men derimod om at tro det, Gud har sagt. Man kan
derfor med god ret sige, at den gamle pagts troende så frem mod Messias og den
frelse, som Gud vil give ved ham, mens vi i tro ser tilbage på det, Gud har
gjort ved ham. Det er jo hele tiden Jesus, der er tale om, og som deres og vor
tro er rettet imod.
Når der fx
står, at ‘Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed’, Rom.
4:5, så henviser det til det samme, som når Paulus med et citat fra GT taler
om, hvordan vi bliver retfærdiggjort ved tro, jfr. Rom. 1:17. Lad os se på
nogle få af de næsten utallige eksempler, som bevidner dette. Hebræerbrevets
forfatter skriver fx, at Abel ‘fik det vidnesbyrd, at han var retfærdig’ (Hebr.
11:4), og om Noa, at han var ‘retfærdighedens forkynder’, som ved sin tro blev..
'arving til tros-retfærdigheden' (2. Pet. 2:5, Hebr. 11:7). Hvilken tro tales
der om? Selvfølgelig den, der også tales om i NT. For hver gang, der i bibelen
tales om, at et menneske er retfærdig for Gud, er det altid i den samme
betydning: Frelst af nåde og ikke på nogen anden måde, og dermed også arving
til trosretfærdigheden.
I
troskapitlet er der mange andre eksempler fra den gamle pagt på denne frelse. Som
fx, når der står, at Enok ‘fik det vidnesbyrd, at han havde Guds velbehag’, og
‘vandrede med Gud’, Hebr. 11:5, 1. Mos. 5:24. Går vi videre til Moses, står der
i det samme kapitel, at han ‘foretrak at lide ondt sammen med Guds folk,
fremfor at nyde synden en stakket stund’. Sådanne ord vidner om, at han ligesom
de andre, vi læser om, var blevet frelst, og havde også ligesom dem sagt verden
farvel, Hebr. 11:25. Det bliver endnu tydeligere, når der lige efter står om
ham, at han
●
“.. regnede det
forventes større rigdom end Ægyptens skatte at dele Kristi skændsel, idet han
så frem til lønnen”, v. 26, og
●
“.. i tro har.. indstiftet
påsken og påstrygningen af blodet”, v. 28.
Går vi
videre til David, så står der om ham, at han var en mand efter Guds hjerte, og
som giver ham det vidnesbyrd, at han ‘fulgte mig af hele sit hjerte, og kun
gjorde, hvad der er ret i mine øjne’, 1. Sam. 13:14, Apg 13:22, 1. Kong. 14:8.
Når Gud siger dette om David, er det et klart vidnesbyrd om, at han havde Guds
Ånd, for uden den kunne han ikke se frem på Kristus og glæde sig. Det er det, Peter
taler om i sin pinseprædiken, hvor han henviser til David, som med tanke på Kristus
siger:
“Jeg har altid
Herren for øje; thi han er ved min højre, at jeg ikke skal rokkes. Derfor
glædedes mit hjerte, og min tunge juble, ja, også mit kød skal bo med håb”, Apg
2:25-26.
Uden Guds
Ånd ville David ikke få det vidnesbyrd, som vi læste fra GT, og han kunne
heller ikke sige det, vi lige har hørt fra NT. Disse tekster vidner derfor
klart om, at han lod sig lede af Guds Ånd, og var derfor også født på ny. Det
er da også årsagen til, at han efter sin grove synd mod Batseba og hendes mand
var bange for at miste sin frelse, og dermed også Guds Ånd i sit hjerte. Det
læser vi bl.a. om i salme 51, hvor hans bøn til Gud er refereret, og i den
siger han bl.a.:
“Rens mig for
synd.., tvæt mig hvidere end sne; .. skab mig, o Gud, et rent hjerte.., kast
mig ikke bort fra dit åsyn, tag ikke din hellige Ånd fra mig; glæd mig igen med
din frelse, v. 9-14.
Læg mærke
til, hvad han beder om: ‘rens mig for synd, tvæt mig hvidere end sne’, og ‘tag
ikke din hellige Ånd fra mig’. Lyder det som en, der ikke kender til den samme
frelse, som vi gør? Kan et hjerte blive hvidere end sne, eller have Guds
iboende Ånd, hvis det ikke er frelst? Ifølge skriften er dette umuligt. Det
ville også være umuligt at blive bønhørt, for der står jo, at ‘syndere bønhører
Gud ikke’. Men det blev David! Han taler derfor af egen erfaring, når han efter
dette priser Gud og siger, at 'da jeg bekendte sin synd for Herren, da tilgav
du mig min syndeskyld', jfr. Sl. 32:5. Paulus skriver, at Gud bønhørte ham i
kraft af sin retfærdighed, jfr. Rom. 4:6-8.
Går vi til
profeterne, er vidnesbyrdet det samme. Når Esajas og andre profeter taler om,
at Herren har genløst dem, så er det en klar henvisning til, at de er frelst og
født på ny. Det, at Gud genløser et menneske, betyder nemlig, at han fører det
tilbage til tiden før syndefaldet, så det står ren og retfærdig ind for ham -
og derfor priser profeterne ham igen og igen. Et par eksempler på dette:
·
Esajas skriver: “Forkynder
det med jublende røst, udsprede det lige til jordens ende, sig: Herren har
genløst Jakob, sin tjener”, Es. 48:20.
·
Går vi til Jeremias,
så siger han dette til Gud: “Du førte min sag, o Herre, genløste mit liv”,
Klage. 3:58.
·
Og Hoseas vidner og
siger: “Hvem er så vis, at han fatter det (som Gud har gjort), så klog, at han
ved det? Thi rette er Herrens veje; retfærdige vandrer på dem, men syndere
snubler på dem”, Hos. 14:10.
Som vi har
set, er det tydeligt, at dét, der er blevet sagt om de troende i den gamle
pagt, er det samme, som bliver sagt til os i den nye pagt, og det er
selvfølgelig fordi, at de har fået Guds/Kristi Ånd, ligesom vi har fået det.
Peter skriver fx, at
“de
(profeterne) har grundet over, når den tid ville komme, og hvordan den ville
være, som Kristi Ånd i dem viste frem til, når den forud vidnede om Kristi
lidelser og al den herlighed, som skulle følge herefter”, 1. Pet. 1:11.
Læg mærke
til, at teksten siger, at Kristi Ånd var i dem, og vidnede for dem om Kristus,
altså igen, ligesom han gør for os i den nye pagt.
Nu
springer vi frem til tiden omkring Jesu fødsel, altså ca. 33 år før den nye
pagts begyndelse og Åndens udgydelse pinsedag, og også her hører vi om nogle,
som kaldes, og er retfærdige. Der står fx om Zakarias og Elisabeth, at ‘de
begge var retfærdige for Gud’, Luk. 1:6. Det var de, fordi de, ligesom alle de
andre, vi har hørt om, var blevet retfærdiggjort, og dermed også frelst og født
på ny. Går vi videre til dét, der står om Josef og Maria, så fremgår det også
her tydeligt, at også de er det. Hvis det ikke var tilfældet, så kunne Maria
ikke prise og højlove Herren og sige: ‘Min ånd fryder sig over Gud’, for ifølge
bibelen er menneskets ånd død uden den nye fødsel. Går vi videre til Simeon, så
står der om ham, at
“han var en
retfærdig og gudfrygtig mand, og ventede Israels trøst (dvs. Messias’ komme); og Helligånden var
over ham. Og det var varslet ham af Helligånden, at han ikke skulle se døden,
før han havde set Herrens salvede. Han kom nu, tilskyndet af Ånden, ind i
Helligdommen.. og han tog det (barnet) i sine arme og priste Gud…”, Luk.
2:26-28.
I denne
tekst blev Helligånden omtalt i alt tre gange, og hans tale til - og ledelse af
Simeon betyder selvfølgelig det samme, som når han i dag taler til, og leder
os. Lige efter læser vi om profetinden Anna, som også bliver kaldt for gamle
Anna, for hun var et godt stykke over 100 år. Her læser vi bl.a., at
“Hun trådte til
i den samme stund og lovpriste Gud og talte om barnet til alle, der ventede
Jerusalems forløsning”, Luk. 2:38.
Hun talte
om barnet til alle, der ventede på Jerusalems forløsning. Det kunne hun
selvfølgelig kun gøre, fordi hun ligesom Simeon var ledt af Guds Ånd. Ordet
forløsning betyder omtrent det samme som genløsning. Hun fortalte altså om,
hvordan mennesker kan blive ført tilbage til Gud ved Jesus Kristus.
Nu går vi
30 år frem, til den tid, hvor Jesus begyndte sin gerning; til omtrent den tid, hvor Jesus underviste Nikodemus. Han forstod ikke,
hvad det vil sige at tro og blive frelst, men når vi læser evangelierne, fremgår
det tydeligt, at disciplene, kvinderne omkring Jesus, såvel som mange andre, i
modsætning til ham var kommet til tro på ham, og var dermed også frelst. Når
Jesus fx (i Matt. 16:16-17) siger til Peter, efter, at han havde bekendt ham
som Guds Søn, at “det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min Fader, som er
i Himlene’, så er dét det samme, som hvis han sagde, at dét har Helligånden
åbenbaret for ham. Kan man forestille sig, at denne sandhed ville blive
åbenbaret for mennesker, der ikke er frelst? Selvfølgelig ikke! De ville slet
ikke kunne forstå, hvad der var tale om. Et andet sted siger Jesus til
disciplene, at deres navne er indskrevet i Himlene, og det ville de vel næppe
været, hvis de endnu ikke var blevet frelst? Her skal vi igen mindes Jesu ord i
den tekst, vi har læst, som siger: Ingen kan se (eller komme ind i) Guds rige,
hvis han ikke bliver født på ny.
Her hævder
nogle, at de dengang ganske vist blev frelst ved tro, men det er bare ikke den
samme tro som den, vi har. Men det står der intet om i bibelen. Tværtimod, så
vidner den klart om, at der ikke er to forskellige slags tro, der frelser.
Bibelens undervisning er, at enten er et menneske frelst, eller så er det ikke
frelst. Der er ikke noget, der hedder delvis frelst, ligesom det heller ikke er
noget, der hedder delvis gravid. Det betyder, at enten er livet dér, eller så
er det der ikke. Det var jo det, Nikodemus måtte have forklaret, da han ikke
forstod, at ‘INGEN kan komme ind i Guds rige, hvis det ikke er født på ny’.
At det
virkelig forholder sig således, bliver da også understreget i alle evangelier.
Da disciplene fx blev sendt ud to og to for at prædike evangeliet, kunne de
selvfølgelig ikke gøre det uden Helligånden. Det ville simpelthen være en
fiasko! Hvordan skulle uigenfødte mennesker kunne tale mennesker til omvendelse
og tro? Det kan de selvfølgelig ikke! Det er umuligt. Derfor siger Jesus da
også til dem, at ‘.. det er ikke jer, som taler, men jeres Faders Ånd, som
taler gennem jer’, Matt. 10:20.
Disciplene
skal altså intet sige, uden at ‘jeres Faders Ånd’ (dvs. Helligånden) taler
gennem dem. Sådan er det gennem hele bibelen, både i den gamle og i den nye
pagt. Lagde I forresten mærke til, at Jesus i den ovenfornævnte citat siger til
disciplene, at Gud er ‘jeres Fader’. Det
siger han næsten konsekvent, når han taler til dem. I Mattæusevangeliet siger
han ca. 40 gange, at Gud er ‘jeres himmelske Fader’, og til hans disciple og
andre troende, at de er hans himmelske Faders børn. Hvorfor skulle han sige
det, hvis de ikke var det? Når han tiltaler dem på denne måde, er et klart
vidnesbyrd på, at de derfor selvfølgelig er det. Og det var netop fordi, at de
var hans børn, at han lærte dem at bede Fadervor. Her er det vigtigt at forstå,
at det ikke er andre end Guds børn, der har Gud til Fader, og disse tekster
vidner derfor om, at de selvfølgelig har taget imod Jesus og blevet Guds børn,
som der står i John. 1:12.
Som vi har
set mange eksempler på, ser vi også her, at den frelsende tro ikke er noget,
der først kom til i den nye pagt. Bibelens vidnesbyrd er derfor også, at Gud
helt siden syndefaldet har rakt sin frelse ud til alle, som har sat sin lid til
Messias, som Gud vil sende - han, som alle forbilleder i GT peger frem mod. Han
døde jo også for dem, står der i Hebr. 9:15. Og i kap. 11 fremhæves det, at de
pga. deres tro er under den samme forjættelse og frelse som vi, og venter
derfor også, ligesom vi, på fuldendelsen, dvs. det evige liv. Det er da også
derfor, at vi ofte bruger deres eksempel på tro, såvel som diverse tekster fra
GT til inspiration og opbyggelse af vor egen tro og bekendelse.
Til sidst
et spørgsmål, som en og anden helt sikkert stiller sig. Hvad så med
Helligåndens komme til jorden, som vi læser det i Apg 2? Hvordan kan denne
tekst stemme overens med Jesu undervisning om, at mennesker blev født på ny i
den gamle pagt, og som vi i denne gennemgang har set mange eksempler på? Det
vil være for omfattende her at nævne alt det, der står om Helligåndens komme,
og derfor vil jeg her til sidst nøjes med at citere et enkelt vers. Lige før
sin himmelfart taler Jesus til sine disciple om Helligånden og siger dette til
dem:
“Når
Helligånden kommer over jer, skal I få kraft; og I skal være mine vidner både i
Jerusalem og i hele Judæa og Samaria, ja, indtil jordens ende”, Apg 1:8.
Læg mærke
til, hvad der står. I skal få kraft..! Kraft til hvad? Til at være Jesu vidner.
Det er det, der skete på pinsedag. Vi læser således ikke med et eneste ord,
hverken her, tidligere, eller på pinsedagen 10 dage senere, at disciplene og de
andre troende, der var forsamlet, dermed blev født på ny. Det var de nemlig i
forvejen. Der står derimod, at “de blev alle fyldt med Helligånd, og de begyndte
at tale i andre tungemål, efter hvad Ånden indgav dem at forkynde”, Apg 2:3.
Det var denne opgave, Jesus havde fortalt dem om. Helligånden kom over dem, for
at give dem kraft til at være Jesu vidner. Det stemmer helt med ordene fra GT,
hvor Gud siger: ‘Ikke ved magt eller styrke, men ved min Ånd’. De troende skal
altså iføres Guds Ånds magt og styrke. Dét skal være deres og alle kristnes udrustning.
Nu kan der
være nogle, som er forvirrede. Når nu Helligånden først kom pinsedag, som vi
læser om i Apg 2, hvordan kunne han så alligevel være til stede i den gamle
pagt, som vi har set? På en måde er det vel ikke sværere - eller lettere - end
at forstå, at Jesus på samme tid både kan være
i Himmelen, hvor han gør en plads rede til os, og på jorden hos os, for
han har jo sagt: “Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”. Det, Jesus
siger her, betyder selvfølgelig ikke, at det er noget nyt, at han vil være med
de troende, men at det er et fortsat løfte. Når vi læser GT, kan vi jo se, at
han også var med de troende i den gamle pagt, på samme måde, som han er med os
i den ny. Han er jo den samme, ligesom også Helligånden er det. Derfor bliver Helligånden
da også omtalt mindst ligeså mange gange i GT, som det sker i NT.
Forskellen
mellem den gamle og den nye pagt er derfor ikke, som vi har set, at de blev
frelst på en anden måde dengang, end os i den nye pagt, men derimod, at mens
Helligånden kun KOM OVER nogle få i den gamle pagt, med det formål at udruste
dem i deres tjeneste for Gud, så vil han ifølge profetien i Joel 3 og dens
opfyldelse i Apg 2 komme over alle troende i den nye pagt. Læg i øvrigt mære
til, at hver gang, GT og NT taler om, at ‘Helligånden (Guds Ånd) kom/kommer
over’ den eller de omtalte, som fx i Apg 1:8, så er det altid i betydningen, at
han kommer over den/dem, ikke til frelse, men for at udruste dem til en bestemt
tjeneste for Gud.
Dette
hører med til Guds frelsesplan. Evangeliet om Jesus fortæller klart, at han kom
til jorden for at gå i døden for alle, og gennembryde den til en evig sejr for
enhver, som tror på ham. Jesu fuldbragte værk skal derfor fortælles til alle,
og derfor sendte han ‘en anden talsmand’ til os. Som vi læste, er det hans
hovedopgave at give den troende kraft til at bringe evangeliet om Jesus ud til
alle - det betyder, at alt det, Helligånden har udrustet den enkelte i
menigheden med, peger på dette ene. Med tanke på alt det, vi har set på i denne
gennemgang, og hvad Jesus har sagt om Helligåndens komme pinsedag, så tror jeg,
at det ville være dækkende, og måske også mere forståeligt, hvis han havde sagt
det på denne måde:
Jeg siger til
jer, at I skal være mine vidner, men dét kan I ikke i jeres egen kraft. I har
ganske vist Helligånden i jeres hjerter, og det er nok til jeres egen frelse,
men I har brug for hans kraft og udrustning for at kunne gøre det, som jeg har
befalet jer. Derfor skal I blive i Jerusalem, indtil Helligånden kommer over
jer, og så vil han udruste jer til denne tjeneste.
Her til sidst vil jeg ønske dig,
som læser dette, Guds rige velsignelse og fred.