Jeg vil begynde med at læse nogle få vers i Luk. 2, hvor vi har beretningen
om Jesu fødsel. I denne gennemgang kommer vi dog først ind der, hvor der står dette
om hyrderne på marken, og hvad de dér så og hørte:
"I den
samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres
hjord. Og en Herrens engel stod for dem, og de blev grebet af stor frygt. Men
engelen sagde til dem: Frygt ikke; thi se, jeg forkynder jer en stor glæde, som
skal være for hele folket. Thi eder er i dag en frelser født i Davids by; han
er Kristus, Herren! Og dette skal være jer et tegn: I skal finde et barn svøbt
og liggende i en krybbe. Og i det samme var der med engelen en mangfoldig
himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sagde: Ære være Gud i det højeste! og
på jorden fred i mennesker, der har hans velbehag. Og det skete, da englene
havde forladt dem og var vendt tilbage til Himmelen, sagde hyrderne til
hverandre. Lad os dog gå til Betlehem og se det, som dér er sket, og som Herren
har kundgjort os. Og de skyndte sig derhen og fandt Maria og Josef tillige med
barnet, som lå i krybben", Luk. 2:8-16.
Vi kender beretningen om Jesu fødsel i Betlehem, for gennem årene
har vi hørt den igen og igen. Men selvom vi kender den, så må dét, der står
herom, både i kapitlet og gennem hele bibelen, til stadighed forundre os.
Som teksten siger i juleevangeliet, er Jesu fødsel til en stor
glæde, som skal være for hele folket. I årtusinder har de troende jøder med
længsel ventet på, at han, som profetierne viste frem til, ville komme, han,
som ville frelse dem fra deres synder. I GT henvises der igen og igen til denne
dag, og med tanke på den har de jublet med en stor glæde. Det sker fx af
salmisten til salme 118, der netop handler om Jesus Kristus, på hebraisk
Yahshua Ha Massiah, og om, hvad han har gjort for os. Her vil jeg dog kun
citere vers 21, hvor salmisten skriver:
"Jeg vil takke dig, thi du har bønhørt mig, og du blev mig
til frelse...".
Når salmisten som her takker Gud for den frelse, han har lovet,
så er det her som så mange andre steder i GT en tydelig henvisning til Jesus.
På hebraisk er ordet, der er oversat med frelse, nemlig ikke et udsagnsord, men
et navneord, hvilket betyder, at salmisten takker Gud for frelsen i Yahshua.
Det samme ser vi i fx Es. 62:11, hvor det bliver endnu
tydeligere, at der er tale om Jesus, Messias. I min danske bibel står der følgende:
"Se, Herren lader det høres til jordens ende: Sig til
Zions datter: Se, din frelse kommer, se, hans løn er med ham, hans vinding
foran ham".
I denne tekst kan man ikke umiddelbart se, at der er tale om
Jesus, for ligesom i salme 118 er ordet 'frelse' også her gjort til et
udsagnsord. Men på hebraisk fremgår det, at det er Yahshua, der vil komme. At
det virkelig er tale om ham som person, fremgår da også klart, når der lige
efter står, at 'hans løn er med ham, hans vinding foran ham'. Jeg læste engang om
en jøde, der udfordrede en kristen, idet han sagde, at Jesu navn ikke stod omtalt
i GT, og mente derfor, at han ikke kunne være Messias. Den omtalte kristne
viste ham så det citerede vers fra Esajas, hvor han kunne se, at det var Jesus,
der var Messias - og beretningen sluttede med, at han efterfølgende kom til tro
på ham som sin frelser.
Sådan kunne jeg blive ved med at nævne eksempler fra GT, der
viser, at Jesu herlige og vidunderlige frelsernavn er omtalt mange steder - mit
gæt er ca. 100 gange, og er således det samme navn, Jesus fik i sit jordeliv.
Som vi ved, kom der en engel til Josef forud for Jesu fødsel og fortalte ham, at
det barn, som Maria ventede sig
".. ham skal du
give navnet Jesus; thi han skal frelse sit folk fra dets synder", Matt.
1:21.
Både her i dette vers og mange andre tekster i bibelen ser vi, at
der er et ordspil mellem Jesu navn og så den frelse, han kom til jorden for at give
os. Det fortæller også, at 'i ham er Gud til stede' - ja, endnu mere: I ham er
Gud selv. Der står jo, at 'han skal frelse sit folk fra dets synder'.
Disse ord henviser til, at han er Gud, og at folket er hans, for overalt i
skriften tales der kun om et folk, og det er Guds folk. Et eksempel på det
skriver apostlen Peter (her lidt omformuleret), at 'I, som før ikke var et
folk, er nu blevet Guds folk', 1. Pet. 2:10.
At Jesus er Gud, den anden person i den treenige Gud, ser vi på
det nærmeste overalt i skriften, som fx, når der lige efter det førnævnte vers hos
Mattæus står, at
"Alt dette skete, for at det skulle gå i opfyldelse, som
Herren talte ved profeten, der siger: Se, jomfruen skal blive frugtsommelig og
føde en søn, og man skal give ham navnet Immanuel - det betyder: Gud med
os", v. 22-23.
I den hebraiske bibel står der ikke Immanuel i et sammenhængende
ord, men er her opdelt i to, idet der står Immanu El - og det betyder mere end
'Gud med os', som der står i den danske bibeloversættelse. Immanu El kan nemlig,
som jeg allerede har henvist til, oversættes således: 'I ham er Gud med os!' Verset
taler altså om helt det samme, som når apostlen Johannes skriver dette i sin prolog
til det evangelium, der bærer hans navn:
"I begyndelsen var
Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.. Og Ordet blev kød og tog bolig
iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den enbårne Søn har den
fra Faderen, fuld af nåde og sandhed", John. 1:1, 14.
Som vi ved, er det Jesus, der her omtales som Ordet. Som det
fremgår, har han altid været, og derfor finder vi også en mængde udsagn i GT
om, at han som Immanu El altid har været med sit folk og åbenbaret sig for dem.
Vidnesbyrdet fra GT er, at han som ét med sin Fader ville være med dem på hans
vegne, han, som forud havde nemlig sagt dette til dem:
"Selv vil jeg ikke drage med i din midte, thi du er et
halsstarrigt folk, drog jeg med, kunne jeg tilintetgøre dig undervejs", 2.
Mos. 33:3.
I både GT og i NT står der endvidere, at han bor i et lys, ingen
kan komme nær. Hvis vi fx sammenligner hans lys med solen, forstår vi, at ingen
kan se ham uden at miste synet. Og da hans lys er endnu stærkere, og dertil
helligt, så måtte han i sin kærlighed til sit folk sende en anden i sit sted.
Han siger derfor dette til dem: 'Se, jeg sender en engel foran dig for at vogte
dig undervejs og føre dig til det sted, jeg har beredt', 2. Mos. 23:20, jfr. 2.
Mos. 33:2. Denne engel er ikke en almindelig engel, som man kunne tro, men er
Jesus i sin præeksistens, dvs. før han kom til jorden som et menneske. Det
fremgår da også ganske tydeligt, at han som i eksemplet ovenfor var med sit
folk i den gamle pagt, ganske som han også er det i den nye. Her kan vi huske på
hans løfte lige før sin himmelfart, og hvor han bl.a. sagde dette til sine
disciple: 'Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende'. Beviset på, at denne
engel selv er Gud, dvs. den anden person i Guds treenighed, er mangfoldige.
For det første betyder ordet 'engel', som vi ved, ikke
nødvendigvis, at der bogstavelig er tale om en engel - for direkte oversat kan
det også betyde 'en budbringer', underforstået fra Gud - hvilket betyder, at når
vi ved, at Gud er god, så vil han ved denne engel bringe et godt budskab til
mennesker. Det gode budskab, der henvises til, kender vi! Det er evangeliet,
som også ofte bliver oversat til fx 'et glædelig budskab' eller 'gode tidender'.
Det sker fx i Apg 13:32, hvor Paulus siger dette til de forsamlede jøder:
"Vi forkynder jer det glædelige budskab, at den
forjættelse, som blev givet af fædrene, har Gud opfyldt for os, deres børn, ved
at lade Jesus opstå, sådan som det står skrevet..".
Lad os her også tage et eksempel med fra GT. Lige forud for
profetien i Es. 53 om Jesu lidelse og død står der følgende:
"Hvor liflige er på bjergene glædesbudets fodtrin, han,
som udråber fred, bringer gode tidender, udråber frelse, som siger til Zion:
Din Gud har vist, han er konge", Es. 52:7.
Når der i verset både står 'glædesbud' og 'gode tidender', så er
det på hebraisk det samme ord, der oversat til græsk bliver brugt i NT med fx evangeliet
eller et 'glædeligt budskab'. Ja, det er faktisk det samme ord, der bliver
brugt i den tekst, vi læste fra Luk. 2, og hvor engelen - ordret oversat - siger
dette til hyrderne:
"Se, jeg
forkynder jer evangeliet til stor glæde, og som skal være for hele folket".
For det andet, så er denne engel tydeligvis også selv Gud. I 1.
Mos. 32 har vi fx beretningen om 'Jakobs natlige brydekamp', som der står i
overskriften. Vi kender beretningen, så den tager jeg ikke med her, og vil
derfor gå direkte over til det, engelen siger til ham:
"Dit navn skal ikke mere være Jakob, men Israel; thi du
har kæmpet med Gud og mennesker og sejret", v. 28.
Lidt senere i det samme afsnit
står der, at
"Jakob kaldte stedet Peniel, idet han sagde: Jeg har skuet
Gud ansigt til ansigt og har mit liv frelst", v. 30.
Han har altså set Gud, siger han. Men som vi allerede har været
inde på, så kan det ikke være Gud Fader, han har set, for han siger jo, også i
den tekstsammenhæng, jeg læste fra før, at 'intet menneske kan se mig og leve',
2. Mos. 33:20. Det stemmer da også helt med ordene i NT, hvor der står:
"Ingen har nogen sinde set Gud; den enbårne, som selv er
Gud, og som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk", John. 1.18.
Bibelens vidnesbyrd er altså, at det ikke har været Gud Fader,
som Jakob så og kæmpede med den nat, men en anden, der også omtales som Gud.
Han siger jo: 'Jeg har skuet Gud ansigt til ansigt!' At der virkelig er tale om
den samme engel, altså Jesus, som Herren Gud derfor også indimellem kalder for
'min engel', ser vi fx tydelig hos profeten Hoseas, der i sin omtale af Jakobs
brydekamp skriver:
"Han stred med
Gud i sin manddom, ja, stred med en engel og sejred', Hos. 12:4b-5a.
Jakob havde altså ret, når han taler om, at han har set Gud, for
han så Jesus i sin præeksistens. Det stemmer da også helt med, at han senere - med
en lille omskrivning - siger dette til Moses: 'Jeg sender min engel, hvis navn
er Jesus, for at han kan gå foran jer og vogte jer og føre jer til det sted,
jeg har beredt'. Altså nøjagtig det, han også gør det for os i dag.
At denne engel virkelig er Jesus, der som Gud var og altid er med
de troende, kan vi, enten direkte eller indirekte, se mange steder i GT. Jeg
har allerede henvist til nogle få af disse. Når Gud siger, at han vil sende en
engel, som han indimellem også kalder for 'min engel' i bestemt form, fx i 2.
Mos. 23:23, så er det den samme guddomsperson, der i GT bliver omtalt og kaldt
for 'Herrens engel'. I det følgende vil jeg nævne to ud af ca. 40 beretninger i
GT, der vidner om, at denne Herrens engel er ét med Herren Gud Fader, og at der
denne engel derfor ikke kan være andre end Jesus.
Det første eksempel er fra den tidligste beretning i GT, hvor der
står noget om Herrens engel. I 1. Mos. 16 har vi beretningen om trælkvinden
Hagar, der er på flugt fra Saras (Sarajs) plageri, og befinder sig nu i
ørkenen. Og mens hun er der, står der
videre, at Herrens engel kom til hende og talte med hende om hendes nuværende
situation, såvel som om fremtiden for det folk, som hendes søn skulle blive
stamfader for. Jeg vil ikke sige mere om beretningen her, men kun nævne, at hun
ligesom Jakob var blevet klar over, at denne Herrens engel var Gud - for da han
havde forladt hende, læser vi følgende i vers 13:
"Så gav hun Herren, der havde talt til hende, navnet: Du
er en Gud, som ser; thi hun sagde: Har jeg virkelig set et glimt af ham, som
ser mig?"
Det sidste eksempel fra GT, jeg vil tage med her, der vidner om,
at Herrens engel er Gud, finder vi i 2. Mos. 3, hvor vi har beretningen om Moses,
der ser en brændende tornebusk i ørkenen. Her læser vi først, at Herrens engel
åbenbarede sig for ham ud fra denne tornebusk, men straks efter står der, at
Gud råber til ham fra den og siger:
"Jeg
er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud. Da skjulte Moses sit
ansigt, thi han frygtede for at skue Gud", v. 6.
Her ser vi det igen. Det var Herrens engel, der talte med Moses,
men på samme tid beskriver teksten, at denne engel er Gud, der taler med ham. Det
stemmer med, at Jesus i NT vidner om sig selv og siger, at 'jeg og Faderen, vi
er ét!', og 'den, der har set mig, har set Faderen!'
Før vi forlader vidnesbyrdet fra GT om, at Herrens engel er Gud,
og som tydeligvis er Jesus i sin præeksistens, så vil jeg lige berøre det
spørgsmål, jeg har hørt blive stillet:
'Hvad så med den Herrens engel, der ifølge Luk. 2 åbenbarede
sig for hyrderne på marken? Jesus ligger jo i en krybbe i en stald i Betlehem -
og så kan han naturligvis ikke være den samme som den, hyrderne så og hørte?
Viser det ikke, at omtalen af Herrens engel i GT alligevel ikke kan være Jesus,
men en anden engel?'
Svaret er 'nej!' Der er nemlig en væsentlig forskel. For i alle de tekster, der omtaler Herrens engel i GT, er
det som i de nævnte eksempler tydeligt, at denne engel er en guddomsperson, som
i væsen, herlighed, autoritet og magt er ét med Gud Fader. Hvordan kan man så forklare,
at der i forbindelse med Jesu fødsel er en anden, der omtales som Herrens
engel? Svaret er faktisk ligetil, når vi bare læser det, der står i teksten:
Luk.2:9 taler nemlig ikke om 'Herrens engel' i bestemt artikel, som det altid
sker i GT, men der tales derimod 'en Herrens engel', altså i ubestemt artikel.
Det samme er tilfældet alle de andre steder i NT, hvor denne engel omtales.
Hvem denne unavngivne engel er, kan vi kun gisne om, men mit gæt
kunne være englen Gabriel. Det var fx ham, der blev sendt til Zakarias, og til
hvem han sagde:
"Jeg er Gabriel, som står for Guds åsyn, og jeg er sendt
hid for at tale til dig og bringe dig dette glædesbudskab", Luk. 1:19.
Det var også Gabriel, der 6 måneder senere kom til jomfru Maria,
og hvor han bl.a. sagde dette til hende:
"Du skal undfange
og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus', Luk. 1:31.
Vi skal tilbage til budskabet fra Himmelen, som hyrderne hørte
julenat. Engelen sagde jo til dem, at den frelser, som er født i Betlehem, er
'Kristus, Herren'. Kristus, som er det samme som Messias, betyder, som vi ved
'den salvede'. GT vidner tydeligt om, denne Guds salvede er en person, der vil
komme af Davids slægt og være hans biologiske søn, og som derfor skal kaldes
Davids søn. På samme tid taler skriften også tydeligt om, som her i Luk. 2, at denne
Søn er Herren, og altså ét med Gud Fader. I Es. 9 er han fx beskrevet således:
"Et barn er født os, en søn er os givet, på hans skuldre
skal herredømmet hvile, og hans navn skal være Underfuld-Rådgiver, vældig-Gud,
Evigheds-Fader, Fredsfyrste. Stort bliver herredømmet, endeløs freden over
Davids trone og over hans rige, at de må grundes og fæstnes med ret og retfærd
fra nu og til evig tid. Hærskarers Herres nidkærhed gør det", Es. 9:6-7.
Det er det samme, som englen Gabriel, der blev sendt af Gud til jomfru
Maria, taler om, da han siger dette til Maria:
"Han skal blive stor og kaldes den højestes Søn, og Gud
Herren skal give ham Davids, hans faders trone'. (Og) Han skal være konge over
Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans kongedømme",
Luk. 1:32b-33.
Læg mærke til, at han, der skal fødes, og som skal kaldes David,
dvs. Davids søn, også skal kaldes den Højestes Søn, dvs. Guds Søn. Og da han er
ét med sin Fader, kaldes han derfor også i skriften for det samme som Gud selv.
Det stemmer helt med, at hyrderne på marken hørte, at han er Herren, dvs. Gud,
som nu er kommet til jord som et menneske og som verdens frelser. Vi kunne
bruge lang tid på at se på nogle af de mange eksempler fra bibelen, der vidner
om, at han er Herren, men det må blive en anden gang. Her vil jeg kun citere et
enkelt vers fra NT, der viser dette.
I beretningen om Jesu indtog i Jerusalem som den konge, han
rettelig er, læser vi, at han forinden sender to disciple hen i en landsby for at
hente et æsel med et føl, som han vil ride på ind i byen. Og så siger han
noget, der på en måde er lidt mærkeligt - nemlig dette:
"Hvis nogen siger noget til jer, skal I svare, at Herren
har brug for det, så vil han straks lade jer få dem", Matt. 21:3.
Hvorfor siger han, at 'Herren har brug for det - og ikke, som man
kunne forvente, at 'Jesus har brug for dem? Jeg tror, det skyldes, at han her
ikke kun taler om sig selv som mennesket Jesus, men som Gud Herren - og dermed
vel nok også i den treenige Guds navn? Der står da også lige efter, at
"Dette skete, for at det skulle gå i opfyldelse, som er
talt ved profeten, der siger: Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til
dig, sagtmodig og ridende på et æsel og på et trældyrs føl".
Ikke underligt, at da en Herrens engel, som måske var Gabriel,
forkyndte det glade budskab om Jesu fødsel for hyrderne på marken, og som skal
være for hele folket, så glædede den himmelske hærskarer af engle sig med, og som
lovpriste de Gud i den samme stund og sagde:
"Ære være Gud i
det højeste! Og på jorden fred i mennesker, der har hans velbehag", v. 14.
Verset kan også oversættes således:
"Ære være Gud i
det højeste! på jorden fred, Guds velbehag blandt menneskene".
Her til sidst vil jeg nævne det tegn, hyrderne fik i den
forbindelse, og som lyder således: 'Dette skal være jer et tegn: I skal finde
et barn, svøbt og liggende i en krybbe', v. 12.
Et tegn! Det mærkelige ved et tegn er, at det kun kan ses og forstås af
dem, der tror - og ikke af andre. Det stemmer med det, Simeon talte om, da Jesus
otte dage senere blev fremstillet i templet, og hvor han sagde dette til de
forsamlede:
"Se, det barn er sat til fald og oprejsning for mange i
Israel, og til et tegn, som skal modsiges", 3:34.
Således er det kun i tro på det, Gud har sagt, at vi kan se, dvs.
forstå, de tegn, han har givet os. Da hyrderne kom til Betlehem for at se
tegnet, så de da heller ikke fx et glorie om barnets hoved, som det ofte bliver
fremstillet. De kunne heller ikke se, at dette barn virkelig var Kristus,
Herren. Men de troede tegnet og det, der blev fortalt, og det gjorde, at da
".. hyrderne vendte tilbage (til fårene på marken).., priste
og lovede (de) Gud for alt, hvad de havde hørt og set, således som det var
blevet sagt til dem", v. 20.
På samme måde har Gud givet de troende dengang et andet tegn. Esajas
skriver:
"Derfor vil Herren selv give jer et tegn: Se, jomfruen
bliver frugtsommelig og føder en søn, og hun kalder ham Immanuel", Es.
7:14.
Da Jesus trådte frem for folket for at gøre det, han kom til
jorden for at gøre, står der igen og igen, at han gjorde mange tegn og undere,
for at de måtte tro, at han var deres konge og Messias. Fx havde jødernes
ældste tidligere vedtaget, at hvis der kom én, der kunne gøre det umulige som
fx at helbrede en mand, der har været blind fra fødslen, så ville det være et sikkert
tegn på, at han var Messias. Men da Jesus så kom og gjorde netop det, så ville
de alligevel ikke tro ham, jfr. John. 9.
De tegn, de så efter, var jo netop det, som Gud gentagne gange
har omtalt i sit ord i forbindelse med Jesu komme og virke, fx i Es. 32:3 og
35:5. Men, hvis mennesker ikke vil tro på det, Gud havde forud har talt om, så
vil de selvfølgelig heller ikke tro, når de får de tegn at se, som er knyttet
til dette ord. Det var det, Jesus henviste til, da nogle af de skriftkloge og
farisæere kom til Jesus og sagde: 'Mester! vi vil gene se dig gøre et tegn, og
hvor han svarede:
"En ond og utro slægt kræver tegn, men der skal intet
andet tegn gives den end profeten Jonas' tegn. Thi ligesom Jonas var tre dage
og tre nætter i havdyrets bug, således skal Menneskesønnen være tre dage og tre
nætter i jordens skød", Matt. 12:38-39.
Som det fremgår, har Gud også her givet mennesker dette store
tegn, men da også dette tegn kun kan ses og forstås med troens øjne og erfares
i lyset af det, han har sagt derom i sit ord og ved sin Ånd, så skal også dette
tegn modsiges af de mange. Det er dét, Paulus henviser til, når han skriver:
"Ordet om korset er vel for dem, som fortabes, en dårskab,
men for os, som frelses, er det en Guds kraft", 1. Kor. 1:18.
Hyrderne gik dengang til Betlehem for at se det, som dér er sket,
og som Herren har kundgjort dem. Det behøver vi ikke, og han ligger da heller
ikke mere i krybben. Han er jo Kristus, Herren, og dermed også kongernes Konge
og herrernes Herre, som der står et andet sted. Hvor finder vi ham? Måske i
Jerusalem, hvor han blev korsfæstet og lagt i en grav? Nej! heller ikke dér,
for graven er tom! Hvor da? Forud for sin opstandelse og himmelfart sagde han,
at han går til Faderen. Det er dér, vi finder ham, hver gang vi kommer til Gud
ved ham, ja, endnu mere. Som hebræerbrevets forfatter skriver, så
".. har han et uforgængeligt præstedømme, fordi han bliver
evindelig. (Og) derfor kan han også helt og fuldt frelse dem, som kommer til
Gud ved ham, fordi han altid lever, så han kan gå i forbøn for dem",
7:24b-25.
Om Maria står der, at hun gemte alt det i sit hjerte, hyrderne
havde fortalt hende, og grundede over dem. I NT opfordres vi til at gøre det
samme, for i de ord har vi evangeliet om den frelse ved Jesus Kristus, som alle
profeter har talt om, og som på mangfoldige måder er anskueliggjort i den gamle
pagt. Derfor taler det, som englen fortalte hyrderne, også til os i dag - for
stadig lyder det:
"Frygt ikke; thi se, jeg forkynder jer en stor glæde, som
skal være for hele folket. Thi eder ER (..) en frelser født i Davids By. Han ER
Kristus, Herren".
Amen!