Jesu ypperstepræstelige bøn

John 17 - 3. del

Af Eskild Skov Særkjær

I denne gennemgang skal vi igen se på nogle righoldige ord fra John. 17, som vi kalder for Jesu ypperstepræstelige bøn, og det er et kapitel, hvor vi på en særlig måde står på hellig grund. Sidste gang så vi bl.a. på de ord i Jesu bøn, som handler om tidens fylde, om at blive 'helliget Herren', have kærlighed til sandheden, som er Guds ord, og til sidst også på Jesu forbøn for alle de hellige gennem alle tider.

Lad os som udgangspunkt læse det sjette vers i John. 17, hvor Jesus siger dette i sin bøn til sin Fader:

"Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du tog ud af verden og gav mig; de var dine, og du har givet mig dem, og de har holdt fast ved dit ord", John. 17:6.

Jesus kommer gentagne gange tilbage til dette navn, som ifølge vers 11-12A også er Jesu navn. Her beder han til sin fader og siger:

"Jeg er ikke mere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige Fader! Bevar dem i dit navn, dét, som du har givet mig, så de må være ét ligesom vi. Mens jeg var hos dem, bevarede jeg dem i dit navn, det, som du har givet mig; jeg vogtede dem..".

Som vi ser, taler Jesus om det hellige navn, som er Guds navn, og fordi Jesus selv er Gud, er det også hans eget navn. Hvilket navn tænkes der på? I bibelen er mange af hans guddomsnavne åbenbaret, og jeg har talt frem til, at i GT har Jesus mindst 125 navne, som altså også er Faderens navne. Det nok bedst kendte eksempel finder vi i Es. 9:6 (eller 7 i 1992-bibelen), hvor han omtales og benævnes således:

"Thi et barn er født os, en søn er os givet, på hans skuldre skal herredømmet hvile; og hans navn skal være: Underfuld-Rådgiver, Vældig-Gud, Evigheds-Fader, Fredsfyrste..".

Disse navne kan dog også oversættes til syv selvstændige navne, som de da også gør i de fleste bibeloversættelser. For han er Underfuld, vor Rådgiver, den Vældige, Gud, den Evige, og er vor Fader, vor Fred og vor fyrste.

Læg i øvrigt mærke til, at selvom han som her gengives med flere navne, så er der dog kun tale om et navn: Der står jo, at 'Hans navn skal være..!' Alle Guds navne er nemlig inkluderet i dette hans navn; måske lidt på samme måde, som når jeg siger, at der er flere navne i mit fulde navn. Der er især tre af Jesu navne, som på en særlig måde er fremherskende i både GT og i NT, og som vi kort skal standse op ved; navne, som er blevet givet ham af Faderen. Det er navnet Herren, 'Jeg ER' og Jesus.

Navnet Herren bliver brugt i bibelen ca. 6000 gange, og er derfor også det navn, som er det mest brugte. Dvs., der står egentlig ikke Herren, for hans navn er beskrevet med de fire konsonanter JHWH (eller YHWH ). Sådan skrev man Guds navn, og da man af ærbødighed for dette navn ikke udtalte det, så brugte de et andet navn i stedet, nemlig Adonaj, der betyder og er oversat til Herren - og det er så dette navn på Gud, som man har valgt at bruge i div. bibeloversættelser. I dag er der ingen, der ved, hvordan de omtalte fire konsonanter i Guds navn skal udtales (fordi vokalerne ikke blev nedskrevet), men de fleste sprogforskere i hebraisk mener, at det oprindeligt blev udtalt som JaHWeH (på dansk Jahve/h).

Lad os se nogle få eksempler på dette navn, som i de danske bibeloversættelser er fordansket til Herren. Først et par eksempler fra GT:

"Da Abram var 99 år, åbenbarede (viste) Herren sig for ham og sagde: 'Jeg er Gud den Almægtige; vandre for mit åsyn og vær ustraffelig, så vil jeg oprette min pagt mellem mig og dig..", 1. Mos. 17:1.

Som vi ved, så står der flere steder i bibelen, at Gud (Faderen) siger, at 'ingen kan se mig og leve', og det må betyde, at det må være Sønnen, der viser sig for den eller de, der omtales. Det samme ser vi i det næste eksempel:

"Engang åbenbarede (viste) Herren sig for ham (Abraham) ved Mamres lund, engang han sad i teltdøren på den hedeste tid af dagen. Da han så op, fik han øje på tre mænd, der stod foran ham..", 1. Mos. 18:1-2.

I disse vers, og i de følgende er det tydeligt, at den ene af disse tre 'mænd' var Herren selv, altså Gud. Igen ser vi, at det må være Jesus, der åbenbarede sig for Abraham. Det samme kan vi se gennem hele GT. Det er da også det, der bliver bekræftet i NT, hvor Jesus igen og igen bliver omtalt som Herren. Allerede i juleevangeliet hører vi fx, at hyrderne på markerne så en himmelsk stråleglans og hørte en Herrens engel sige til dem, at

"Eder er i dag en frelser født i Davids by; han er Kristus, Herren", Luk. 2:11.

Dette Guds navn bruges ca. 400 gange i NT som værende Jesu navn - som fx også i den tekst fra Matt. 21, der går forud for indtoget i Jerusalem. Her siger Jesus dette til sine disciple:

"Gå hen i landsbyen lige foran jer; så vil I straks finde et æsel, som står bundet med et føl hos sig, løs dem og før dem til mig! Og hvis nogen siger noget til jer, skal I svare, at Herren har brug for dem, så vil han straks lade jer få dem", Matt. 21:2-3.

Læg mærke til, at han ikke siger til dem, at 'det er Jesus, der har brug for disse dyr', hvad der i sammenhængen ville være den mest naturlige. Når de I stedet skal sige, at Herren har brug for dem, så er der god grund til at tro, at han ved at sige det på den måde sigter til noget dybere. Det kan være for at bevidne, at her er det ikke 'kun' mennesket Jesus, der har brug for disse dyr, men at det er som Herren, dvs. Gud, at han har brug for dem. Der står da også lige efter, at dette skete, for at skrifterne skulle gå i opfyldelse, der siger: 'Sig til Zions datter: 'Se, din konge kommer til dig..', Matt. 21:4-5a. Ifølge GT er Zions konge altid den samme, som havde åbenbaret sig i GT som Herren Gud. Lad os se et par eksempler på dette:

1. "Herren velsigne dig fra Zion, han, som skabte Himmel og jord", Salme 134:3.

2. "Herren er konge over dem på Zions bjerg fra nu og til evig tid", Mika 4:7.

I både GT og i NT bliver det åbenbaret, at denne konge er Messias, Herren, Guds Søn og Gud selv.

Det næste af Jesu navne, vi skal standse ved, er Guds hellige navn 'JEG ER'. Dette navn er omtalt første gang i 2. Mos. 3, hvor Gud åbenbarer sig for Moses ud fra den brændende tornebusk. Under denne åbenbaring spørger han Gud, hvad han kan sige til israelitterne, hvis de spørger om hans navn, og får dette svar:

"Jeg er den, Jeg ER! Og.. således skal du sige til israelitterne: JEG ER har sendt mig til jer", v. 14.

I mange bibler er de to ord JEG ER skrevet med store bogstaver for at betegne, at her har vi Guds hellige og måske mest ophøjede navn, men af uforklarlige grunde er det kun skrevet med stort dette ene sted. På hebraisk står der Hâyâh 'ăsher Hâyâh, og betyder 'Jeg er den, jeg er', eller mere korrekt: 'Jeg (er) JEG ER'. Hermed understreges, at mens vi hele tiden er på vej mod forvandling og død, så er Gud - modsat os - altid den samme, den evige urokkelige og uforanderlige: Han ER! Lad os se tre eksempler mere fra GT, hvor Gud bruger dette navn om sig selv, og som direkte oversat lyder således:

1. "Samme nat åbenbarede Herren sig for ham (Isak) og sagde: Jeg (er) JEG ER, din fader Abrahams Gud, frygt ikke, thi jeg er med dig, og jeg vil velsigne dig..", 1. Mos. 26:24.

2. "Jeg (er) Jeg ER, Herren jeres Gud, og I skal hellige jer og være hellige, thi jeg er hellig", 3. Mos. 11:44.

3. "Vær stille og kend, at jeg (er) Jeg ER Gud, ophøjet blandt folkene, ophøjet på jorden", Salme 46:11.

Dette samme hellige navn bruger Jesus, som de fleste nok ved, faktisk også direkte på sig selv i NT. Det sker især hos apostlen Johannes, som vil fremhæve Jesus som Guds Søn og Gud selv, og han citerer derfor ofte Jesus i hans brug af dette navn på sig selv. Det fik den betydning, at når jøderne hørte Jesus omtale sig selv med dette hellige Guds navn, så var de fuldt ud klar over, at han dermed identificerede sig med den levende og almægtige Gud. Vi skal se på nogle få af de mest kendte citater, som det står i den danske bibel.

Det første eksempel har vi i John. 6, som gengiver Jesu vandring på søen. I vers 20 læser vi om disciplene, at 'de blev grebet af stor frygt. Ifølge den danske bibel siger han til dem: Det er mig; frygt ikke'. Men ifølge den græske grundtekst siger Jesus faktisk: "Jeg (er) JEG ER, frygt ikke". Det er altså helt det samme, som hvis han sagde: Jeg er Gud! Det samme er tilfældet i de næste eksempler, som vi skal se på, og hvor jeg, ligesom i det forrige eksempel, oversætter Jesus ord mere ordret end i den danske bibel:

1 "Sandelig, sandelig siger jeg jer: før Abraham blev til, er jeg JEG ER", John. 8:58

2 "Jeg (er) JEG ER, opstandelsen og livet; den, som tror på mig, skal leve, om han end dør", John. 11:25.

3 "Jeg siger det allerede nu, før det sker, for at I, når det er sket, skal tro, at jeg er JEG ER", John. 13:19.

4 "Jeg (er) JEG ER, vejen, sandheden og livet, ingen kommer til Faderen uden ved mig", John. 14:6.

Da Jesus senere åbenbarede sig for Paulus, åbenbarede han sit navn med disse ord:

5 "Jeg (er) JEG ER, Jesus, som du forfølger", Apg 9:5.

Senere åbenbarede han sig igen og siger:

6 "Jeg (er) JEG ER, den første og den sidste, og den, der lever; og jeg var død, men se, jeg lever i evighedernes evigheder, og jeg har døden og dødsrigets nøgler", Åb. 1:18.

Alle disse steder, og flere til, vidner alle om, at Jesus ER Gud, og ét med sin Fader. Han er som sin Fader den første og den sidste, og er derfor også den, som vi læste, der lever i evighedernes evigheder. Det stemmer da også helt med det, der står skrevet om i Hebr. 13:8, hvor der står:

"Jesus Kristus er den samme i går og i dag, ja, til evig tid".

Som vi ser, så ligger der i dette navn et præsens, og betyder, at Jesus altid er ham, der ER. Derfor kan vi da også altid regne med det, han har sagt, som fx når han siger:

"Jeg giver dem (som tror på mig) evigt liv, og de skal i al evighed ikke fortabes, og ingen skal rive dem ud af min hånd", John. 10:28.

Hvor er det vidunderligt at vide, at fordi han altid ER, er han også den, der opfylder alt det, han har forjættet os - og holder os fast, i liv og i død. For, der står jo skrevet, at vi hører Herren til, hvad enten vi lever eller dør, jfr. Rom. 14:8. Det var da også det, Jesus understregede overfor sine tilhørere, da han ifølge den græske grundtekst siger:

"Hvad de dødes opstandelse angår, har I da ikke læst, hvad der er talt til jer af Gud, når han siger: Jeg er JEG ER, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud? Han er ikke en Gud for døde, men for levende", Matt. 22:31-32.

I disse vers tales der om dem, der er døde i troen på Guds frelse, Messias. Her taler Jesus altså ikke om dem, som ikke vil tro på det, han siger om sig selv. Om disse siger han derimod:

"Hvis I ikke tror, at jeg er den, Jeg ER, skal I dø i jeres synder", John. 8:24.

Her er det tydeligt, at for at blive frelst er det nødvendigt at tro, at Jesus er udgået fra Faderen, og er Gud, der er kommet for at frelse menneskeheden fra deres synder. Det er også det, der ligger i det sidste af hans navne, som vi nu skal standse ved, og er det navn, som han fik, da han kom til jorden. Vi husker, at forud for hans fødsel kom englen Gabriel til Josef, og sagde til ham:

"Du skal give ham navnet Jesus; thi han skal frelse sit folk fra dets synder", Matt. 1:21.

I dette vers henvises der til, at Jesus er Gud, som nu er kommet til jorden for at frelse mennesket fra dets synder. På hebraisk er der et ordspil mellem navnet Jesus og Herrens frelse (eller Herren frelser), idet første led er Jah - som er en ofte brugt forkortelse på Jahve (JHWH) i GT. Her kan vi fx bare tænke på ordet Halleluja, som betyder pris Herren (Jahve), og som derfor burde være oversat til Hallelu Ja/h. Her går det ord konkret i opfyldelse på Jesus, hvor Gud siger: 'Mit navn er i ham', 2. Mos. 23:21. Det sidste led i Jesu hebraiske navn er Shua, som betyder frelser/frelse. Dvs.: Herren frelser sit folk ved Jesus dyrebare navn, og det er i dette navn, vi har forløsningen, syndernes forladelse ved hans blod, evigt liv og alt andet. Dette navn er så stort, kraftfuldt og herligt, at han, som vi læste, i sin bøn til sin Fader bad om, at de troende må blive bevaret i dette navn, i Faderens navn, som er dét, som han har givet Sønnen, vers 11.

Jesu navn er derfor, som vi ved, et meget centralt navn i NT, og bliver derfor anvendt ikke mindre end ca. 900 gange i evangelierne og brevene. Igen og igen fastslår skriften, at det er i ham og ved ham, at vi bliver frelst, forløst, helliggjort, og får Guds nåde, velsignelse, kraft, Åndens virke, arvelod. osv.

Som vi så det i den første del af Jesu ypperstepræstelige bøn, så er navnet Jesus ikke kun et navn, der er åbenbaret for os i den nye pagt, men det blev også åbenbaret for de troende i den gamle pagt - både som den, der som Herren Gud var tilstede iblandt sit folk, og som den Messias, der skulle komme. Desværre kan man ikke se dette ret tydeligt i vore bibler, fordi oversætterne konsekvent har oversat det hebraiske navneord Yahshua (på dansk Jesus) med udsagnsordet 'frelse'. Dette er sket mindst 50 gange i GT. Da jeg tidligere i serien har vist nogle eksempler på dette, vil jeg nøjes med her blot at nævne endnu et eksempel, hvor dette er sket:

’Herren er min styrke og min lovsang, og han blev mig til frelse [ordret: blev min Yahshua]. Han er min Gud, og jeg vil prise ham..’, 2. Mos. 15:2.

Det kan synes underligt for os, at de bibelske forfattere som her ofte kalder frelseren for 'min Yahshua' (min Jesus), men det er vel ikke mere underligt, end når de, som i det vers, vi lige har læst, også kalder ham for 'min Gud'.

Når vi læser GT igennem, burde ingen være i tvivl om, at det er Jesus, der med dette og med de andre af Guds navne, vi har set på, er den, der fulgte sit folk i den gamle pagt, ligesom det er tilfældet i den nye pagt. Han er jo netop altid den samme, som vi allerede har set. Derfor er det, at han også helt og fuldt kan frelse alle dem, der kommer til Gud ved ham, Hebr. 7:25.

Efter, at vi har set på tre af de navne på Jesus, som går igen gennem både GT såvel som NT, skal vi tilbage til John. 17, og skal ganske kort igen standse ved vers 11-12, hvor Jesus siger, at Gud selv har givet ham sit eget navn. Som vi har set, så siger han dette to gange lige efter hinanden for at understrege, at det er noget, vi skal lægge godt mærke til betydningen af. Han beder også to gange om, at hans Fader vil bevare dem i dette navn. Lad os læse eller blot høre disse to vers igen:

"Hellige Fader! Bevar dem i dit navn, dét, som du har givet mig, v. 11.

"Mens jeg var hos dem, bevarede jeg dem i dit navn, det, som du har givet mig..", v. 12.

Det græske ord for bevarelse kan også oversættes til, at han 'holder fast'. Hvor er det vidunderligt, at Jesus beder om, at det ikke skal være os, som skal holde fast på ham, men at han sammen med sin Fader vil holde fast på os. Dette er dermed helt i tråd med det Jesus-citat, jeg nævnte før, hvor han siger, at ingen kan rive nogen ud af hans hånd. At blive bevaret i hans navn betyder, at det alene er ved dette navn, at han fastholder de troende gennem livet. Det kan Jesus sige, fordi han med dette igen understreger den fuldkomne enhed, der er mellem Faderen og Sønnen.

Det er to vigtige vers at holde fast i, når vi synes, at hele verden ramler omkring os. Ifølge hele skriften kan du være sikker på, at du i navnet Jesus har et fast holdepunkt, og at han altid vil være hos dig. Der er en beretning fra Kina, hvor en kristen var blevet fængslet for sin tros skyld, og fik opgaven at rense et stort latrinområde med en tandbørste, og mens han var i gang med denne anstrengende opgave, spurgte en af fangevogterne hånende: Nå, hvor er så din Gud? Den kristne svarede: Han er her! Han vidste, at Gud ikke havde svigtet ham. Han var omgivet af Gud. Gud var også der! Det var det, der gjorde, at han ikke mistede modet. Han holdt fast ved det navn, som Faderen har givet Sønnen, og som er et frelsernavn.

I forbindelse med dette navn, så lad os også læse vers 26:

"Jeg har kundgjort dit navn og vil kundgøre dem det, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem".

Vi skal her fokusere på den første del af verset, hvor der står: 'Jeg har kundgjort dit navn og vil (atter) kundgøre dem det'.

Mange kristne forestiller sig, at hvis de tror på Jesus som deres frelser og regner med ham, så har man fået alt. Og det er fuldstændigt sandt! Men, på samme tid er det også noget mere. For her står der jo, at det, Gud har kundgjort, dvs. gjort kendt, på samme tid er noget, han også fremdeles vil gøre - og det fordi, at det er en stadig og livslang proces. Det betyder konkret, at Gud hele tiden vil føre os længere ind i ordet, og dybere ind i forståelsen af hans hellige navn. Det er vidunderligt, at vi er under dette løfte og véd, at Gud vil gøre netop det, han har sagt. Det betyder derfor, at vi gennem hele livet må vandre sammen med ham og blive mere og mere lig ham i tanke, ord og handling - og derved må herliggøre ham ud overfor alle i vor omgangskreds og ud over hele jorden, til Gud Faders ære og pris.

Gennem kapitlet nævner Jesus forresten også om meget andet, som han har fået givet af sin Fader. Lad os her til sidst i denne gennemgang se på de vers, hvori dette nævnes; og i den forbindelse lægge mærke til, hvad de, der har taget imod ham, vil få pga. dette:

· "Du har jo givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, som du har givet ham", v. 2

· "Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre", v. 4.

· "jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du tog ud af verden og gav mig; de var dine, og du har givet mig dem, og de har holdt fast ved dit ord", v. 6.

· "Nu har de erkendt, at alt, hvad du har givet mig, er fra dig", v. 7.

· "Thi de ord, du har givet mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed erkendt, at jeg er udgået fra dig, og de er kommet til tro på, at du har sendt mig", v. 8.

· "Jeg beder for dem, jeg beder ikke for verden, men for dem, som du har givet mig, thi de er dine", v. 9.

Og så kommer vi til vers 11-12, som vi allerede har set på, og hvor der står, at Faderen har givet Jesus hans eget navn, og derfor springer jeg over disse vers nu, og fortsætter med i kapitlet at nævne lidt af alt det, som Jesus siger, at hans Fader har givet ham, til velsignelse for dem, der tror på ham.

· "Den herlighed, du har givet mig, den har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét", v. 22.

· "Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, så de må skue min herlighed, som du har givet mig; thi du har elsket mig før verdens grundlæggelse", v. 23.

Skal vi summere op, beder Jesus om, at alt det, der er blevet givet ham af sin Fader, må komme alle de troende til gode; som fx

· at vi må blive bevaret i hans navn, og dermed også blive bevaret fra det onde og få evigt liv,

· at vi må erkende, at han - og det, han har fået og gjort - er fra Gud,

· at vi må blive ét, ligesom Faderen og Sønnen er det,

· at vi både må modtage og skue hans herlighed, som er fra evighed af.

Jo! Der er virkelig grund til at takke og prise hans herlige navn. Ja, lad os allerede nu istemme hans pris, som vi sammen med alle de hellige også vil gøre, når vi engang skal samles foran Guds trone i himlen og synge med på Moses' og Lammets sang, som der står, og som begynder således:

"Store og underfulde er dine gerninger, Herre vor Gud, du Almægtige! Retfærdige og sande er dine veje, du folkenes konge! Hvem skulle ikke frygte dig, Herre? og prise dit navn? Thi du alene er hellig; ja, alle folkene skal komme og tilbede for dit åsyn, fordi dine retfærdige domme er blevet åbenbaret", Åb. 15:3-4.

Ja, det bliver en vidunderlig dag, når vi - snart, tror jeg - skal samles ind for Guds trone, og se alt det blive opfyldt, som Jesus bad sin Fader om, og som vi troede på her på jord.

Amen