Mand og kvinde i evangeliets lys

 

 

 

 

 

Af Eskild Skov Særkjær

 

I denne gennemgang skal vi se på mand og kvinde i bibelens lys. Lad os begynde med at læse et par vers fra bibelens første kapitel om, hvordan det hele begyndte:

      "Derpå sagde Gud: Lad os gøre mennesker (flertal) i vort billede, så de (mænd og kvinder) ligner os, til at herske over havets fisk og himmelens fugle, kvæget og alle vildtlevende dyr på jorden og alt kryb, der kryber på jorden. Og Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem", 1. Mos. 1:26-27.

 

Sådan var det i begyndelsen. Manden og kvinden er begge skabt i Guds billede, og de fik også hver sin del af den opgave, som de skulle hjælpe hinanden med at udføre.  Går vi frem til loven, er alle også dér lige for Gud, thi det er jo ham, som gav den, og derfor er mand og kvinde selvfølgelig også lige for den. Lad os se et par tekster fra 5. Mos., som viser dette.

      Thi Herren jeres Gud er gudernes Gud og herrernes Herre, den store, vældige, forfærdelige Gud, som ikke viser personlighedsanseelse eller lader sig købe (bestikke), som skaffer den faderløse og enken ret og elsker den fremmede og giver ham brød og klæder”, 5. Mos. 10:17-18.

Derfor giver han da også Moses denne forordning, som skal gælde hele Israel for evigt:

      “Vis ingen personsanseelse for retten; hør på den ringeste som på den største og frygt ikke for nogen; thi dommen er Guds”, 5. Mos. 1:17.

Det, der her er sagt, er altså Guds vilje. Men desværre gik folket bort fra den, og endda så meget, at de fik en overskrift som denne over deres liv og gerning: “De gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne”. Og i stedet for at lytte til Guds røst og indse, at de havde brug for hans hjælp og frelse, begyndte de at omfortolke budene, så de var lettere at overholde. Det er disse omfortolkede bud og regler, der i NT bliver omtalt som 'fædrenes overleveringer', som man ofte tillagde at have en større værdi end selve Toraen (loven). På Jesu tid mente de skriftkloge og farisæere (alt efter hvilken skole, de kom fra), fx at

-     .. at der gik an at være vred på sin broder, hvis der var en grund til det, jfr. Matt. 5,22-24.

-     .. at man ikke behøver at finde sig i at blive slået uretfærdigt, for ‘øje for øje og tand for tand’ (og slag for slag), jfr. 5,39.

-     .. at det ikke var en synd at se på sin næste hustru, så han begærede hende, blot det kun skete i tankerne, jfr. Matt. 5,28.

-     .. at det var i orden for en mand at skille sig fra sin hustru af mange forskellige grunde. De religiøse skoler havde hver en lang liste, som gav manden ret til skilsmisse, jfr. Matt. 5,32. En af disse punkter var, at hvis hustruen brændte maden på, så kunne det være skilsmissegrund. Det eneste, han så skulle gøre var, at han i vidners påhør skulle henvende sig til hende og sige: ‘Jeg vil skilles', og gjorde man dette ske tre gange lige efter hinanden, var skilsmissen en realitet. Der var ingenting på listen, der kom hustruen i forsvar, og der var heller ingenting, som gav hende ret til skilsmisse, selvom han gjorde noget, der var langt værre.

 

Det var bl.a. alt dette, Jesus bebrejder dem for i bjergprædikenen. Senere, da Jesus underviste folkeskaren om ægteskab og skilsmisse, var det da også kun mandens syn på skilsmisse, der kom op til overfladen. Et af spørgsmålene, han fik, var: ‘Har man lov til at skille sig fra sin hustru af hvilken som helst grund’? Ifølge overleveringen var svaret nærmest et 'ja', men spørgeren ønskede også at få Jesus til at godkende dette syn, og for at få det til at lyde mere acceptabel, henviste han derefter til Moses, som jo også tillod manden at give sin hustru et skilsmissebrev. Spørgsmålet lyder da: Det er altså i orden at lade sig skille, eller hvad? Nej, siger Jesus:

      “Det var pga. jeres hårdhjertethed, at Moses tillod jer at skille jer fra jeres hustruer; men fra begyndelsen har det ikke været således”, Matt. 19,8.

 

I Guds øjne er mand og kvinde nemlig lige meget værd, og således bør det også være i ægtefællens, såvel som i alle menneskers, øjne. Derfor er det ifølge Jesus vigtigt at værne om ægteskabet, og han fortsætter derfor og siger:

      “Jeg siger jer, at den, der skiller sig fra sin hustru af anden årsag end utugt og gifter sig med en anden, han bedriver hor”, vers 9.

 

At hustruen brænder maden på, var altså ikke skilsmissegrund. Og alt det andet, der stod på overleveringernes liste over gyldige grunde for en skilsmisse, duede heller ikke. En liste, der som sagt kun var mændenes liste. Af fortsættelsen kan vi se, at selv Jesu disciple troede, at disse overleveringer var gode leveregler, for fik jo et chok over at høre Jesus sige det, han gjorde, og de siger derfor til hinanden:   

      “Stiller sagen sig sådan for manden i forholdet til hustruen, så er det ikke rådeligt at gifte sig”, Matt. 19,10

Dette udsagn viser, hvor farligt det er at lytte til andet end det, skriften siger, for troen (og ligeså vantroen og div. bortforklaringer) kommer (påvirkes) af det, der høres. Igen og igen irettesætter og underviser Jesus da også sine disciple, for at de kan se det hele i det rigtige lys, i evangeliets lys.

 

Hvad skulle de da gøre i forholdet til deres hustruer? Jo, faktisk det samme, som deres hustruer skulle gøre mod dem, nemlig at elske og ære den anden i ægteskabet. Om dette lykkes, beror forresten ikke alene af mands og hustrus løfte og vilje, i alle fald ikke, hvis de er troende, for det beror jo også af Gud, som har lovet at være med dem ved sin Hellige Ånd.


Jesu undervisning om, at mand og kvinde er lige meget værd overfor Gud, og dermed også overfor hverandre, går som en rød tråd gennem Jesu taler og evangeliernes beretninger. Alene i Lukas-evangeliet har jeg fundet 14 eksempler, hvor mand og kvinde bliver ligestillet. Alle eksempler viser, at hvis Jesus, og Lukas, som senere nedskrev evangeliet ved Helligånden, omtaler en mand i en lignelse eller i en beretning, så bliver en kvinde også omtalt i sammenhængen. Vi skal her kun se på nogle få af disse eksempler:

1    I kap. 1 har vi både Marias og Zakarias’ lovsang gengivet, og over det samme tema. Maria indleder med ordene: “Min sjæl højlover Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser”, v. 46-47. I vers 68-69 begynder Zakarias sin lovsang med at sige: “Lovet være Herren, Israels Gud, thi han har besøgt og forløst sit folk og oprejst os et frelsens horn i sin tjener Davids hus”.

 

2    Går vi til kap. 2 er der to, der lovpriser Gud for Jesusbarnet, da han bliver båret ind i templet for at blive ‘fremstillet for Herren’, v. 22. Det er Simeon og Anna. Helligånden havde fortalt Simeon, “at han ikke skulle se døden, før han havde set Herrens salvede..”, og lige efter træder profetinden Anna til og fortsætter, hvor Simeon slap. Der står om hende, at hun “lovpriste Gud og talte om barnet til alle, der ventede Jerusalems forløsning”, v. 38.

 

3    I kap. 4 taler Jesus i synagogen i Nazaret, ud fra en profeti om ham i Esajas, og siger derefter til dem, at "I dag er dette skriftord.. gået i opfyldelse..". Da de forsamlede ikke troede på det, han sagde om sig selv, nævner han to lignende situationer i GT, hvor folket heller ikke troede på det, Gud sagde. Først nævner han en kvinde, idet han siger:

            “I Israel var der mange enker i Elias’ dage, dengang himmelen var lukket i tre år og seks måneder.., dog til ingen af disse blev Elias sendt, men derimod til enken i Zarepta”, v. 25-26.

      Efter dette eksempel på en kvinde, som blev hjulpet dengang, nævner Jesus derefter en mand, en fremmed, som også blev hjulpet, idet han siger:

            “I Israel var der mange spedalske på profeten Elisas tid, og ingen af disse blev renset, men derimod syreren Na’aman”, v. 27.

4    I kap. 11 taler Jesus først om, hvordan folket kræver et tegn på, at han virkelig er Messias, og siger derefter, at 'der skal intet andet tegn gives dem end Jonas’ tegn', v. 29. For at understrege deres alvorlige vantro nævner Jesus derefter to personer fra den gamle pagt og siger, at hvis de dengang havde set dét, folket ser nu, så ville de tro. Den første, han nævner, er ‘Dronningen fra Syden’, og derefter nævner han mændene fra Nineve og siger, at: “de omvendte sig ved Jonas’ prædiken; og se, her er mere end Jonas”, 29-32.

 

5    Vi springer nu frem til kap. 15, hvor Jesus først fortæller lignelsen om en mand, der havde mistet et af sine får, og leder så efter det, til han har fundet det. Pointen er selvfølgelig, at således leder Jesus, som er den gode hyrde, også efter det enkelte af os, hvis/når vi farer vild. Derefter fortsætter han sin lignelse og siger:

            “Når han har fundet det, lægger han det på sine skuldre med glæde. Og når han kommer hjem, kalder han sine venner og naboer sammen og siger til dem: Glæd jer med mig; thi jeg har fundet det får,  som jeg havde mistet”, Luk. 15,5-6.

 

      For at understrege Jesu glæde over at have fundet det, der var mistet, fortæller han straks efter lignelsen om en kvinde, der havde tabt en sølvmønt (der også er et billede på os). Som vi ved, er denne lignelse bygget op efter det samme tema, og den afsluttes derfor også på den samme måde som den første med glæden i himlen hos Guds engle over en synder, der omvender sig, Luk. 15, 7-9.

 

      Læg også mærke til, at han på den måde beskriver sig selv som både manden og kvinden, der har mistet noget dyrebart. Jesus bruger i øvrigt ofte billeder af sig selv som den, der både har faderlig og moderlig omsorg for sin skabning.  

6    I kap. 17 fortæller Jesus gennem en illustration af sin genkomst, hvordan den vil overraske alle, og hvoraf nogle er rede og andre ikke. I denne illustration bruger han også her både mænd og kvinder, idet han siger:

            “I den nat skal der ligge to mænd på samme leje; den ene tages med, og den anden lades tilbage. (Og) to kvinder skal male på samme kværn; den ene tages med, og den anden lades tilbage. To mænd skal være på marken; den ene tages med, den anden lades tilbage”, v. 34-36.

      Fortællingen viser tydeligt, at der er tale om mennesker over hele jorden. Et sted er det nat, et andet sted er det morgen, og det tredje sted er det arbejdsdag, her vistnok på den varmeste tid på dagen. Pointen er tydelig. Nogle kvinder og nogle mænd er rede, og andre er det ikke.

 

7    I kap. 23 nævnes det, at da Jesus var død, kommer Josef fra Arimatæa og beder om at få Jesu legeme udleveret, og gravlægger ‘ham i en (sin egen?) klippegrav, hvor endnu aldrig nogen har ligget’, v. 53. Straks derefter beskriver Lukas om, at der var flere

            “kvinder, som.. fulgte efter og så graven, og hvorledes hans legeme blev lagt deri. Så vendte de tilbage og tilberedte velduftende salver og olier; men sabbatten over holdt de sig stille efter lovens bud”, v. 55-56.

 

8    I det sidste eksempel, jeg vi tage med her, er Jesu opstandelse i kap. 24. Først har vi de samme kvinder som før, som skynder sig ud til graven tidlig søndag “med de velduftende salver, som de havde tilberedt”, v. 1. Og derude ser de, at graven er tom, og derude ved graven hører de som de første englenes budskab om, at Jesus er opstanden fra de døde. Og de skynder sig af sted for at sige dette til disciplene, som først ikke troede på det, og dog står der om Johannes, at 'han så og troede', da han kom ud til graven og så, at den var tom John. 20.8.  

 

Der er mange flere eksempler, både fra Lukas-evangeliet, og i de øvrige evangelister, som viser, at mænd og kvinder bliver betragtet som ligeværdige i Guds rige, og derfor er det nok også bevidst, at dette understeges ved at blive omtalt omtrent lige mange gange. Dertil kommer alle de gange, hvor evangelisterne fremhæver kvinderne i deres møde med Jesus.

 

Vi har fx den samaritanske kvinde, som vidner for sin landsby, hvorefter de fleste derfra kommer til tro på Jesus. Så har vi de to kvinder Marta og Maria, som Jesus havde et fortroligt forhold til, mens vi til sammenligning ikke hører noget om deres bror, Lazarus' tro. Så har vi kvinden, som er grebet i hor, men da de åbenbart kun var interesseret i at få kvinden dømt, havde de sandsynligvis ladet ham gå fri - Og derfor var det kun hende, der fik et møde med Jesus, og hvor hun fik syndernes forladelse. Så har vi beretningen om 'farisæeren og synderinden', og her var det også kun hende, der som den eneste fik syndernes forladelse. 

 

Når vi læser bibelen, både GT og NT, er der ingen tvivl om, at Gud sætter kvinden og kvinden lige højt. Det stemmer da også helt med det, Paulus skriver om i brevet til galaterne, hvor han siger:

      “Thi alle I, som blev døbt til Kristus (dvs. alle, som er kommet til tro på ham), har iført jer Kristus. Her er (der) ikke forskel på jøde og græker, træl og fri, mand og kvinde; thi alle er I én i Kristus Jesus”, Gal. 2:27-28.

Her tænker Paulus selvfølgelig ikke på de forskelle, mænd og kvinder har i kraft af deres køn, og heller ikke om deres tjeneste. Bibelen slår fast, at hver især har hver deres opgaver og tjenester i både hjem og menighed. Men trods disse forskelle er det vigtigt for Paulus at understrege, at ingen tjeneste er mindre værd nogen andens. Der er fx kvinder, som i dag er utilfredse med, at de ifølge NT ikke må være hyrder for menigheden, og bliver derfor først tilfreds, når de får dette erhverv.

 

For at få Gud til at sanktionere dette syn (som om de tror, de kan det), bliver bibelens klare ord om, at kvinder ikke må tale (prædike) i menigheden, ofte bortforklaret med, at det ikke gælder mere. Og dét siger de, selvom Paulus direkte skriver, at dét, han har sagt herom, ‘er (et) påbud fra Herren’, 1. Kor. 14:37.

 

Manden er måske nok den, man lægger mest mærke til, for han er indsat af Gud til bl.a. at prædike ordet, men hans hustru, og alle andre i menigheden, fortjener ligeså meget ros for den opbakning, forbøn og støtte, de giver. På dette grundlag betragter mange missionsægtepar derfor også deres arbejde for Herren som et teamarbejde. Den store verdensevangelist Billy Graham har da heller aldrig lagt skjul på sin hustrus vigtige rolle i denne verdensindhøstning. Til hendes begravelse i 2007 sagde han bl.a. dette om hende:

      “Ruth var min livspartner og vi var kaldet af Gud som et team.. og hvor hun var min partner.. Ingen anden kunne have båret den byrde, som hun bar. Hun var en vital del af vores tjeneste, og mit arbejde gennem årene ville ikke have været muligt at gennemføre uden hendes opmuntring og støtte”. 

 

Går vi længere tilbage, har vi 'Luthers Käthe', som er titlen på en bog om hende. På bagsiden får hun dette vidnesbyrd:

      "Store mænds hustruer står ofte i skyggen af deres mand. Sådan er det også gået den store reformator Martin Luthers hustru. Mens alt drejede sig om Luther, har man glemt den kvinde, som havde sin store andel i, at Luther blev det, han blev".

 

Går vi endnu længere tilbage, så skriver Paulus ganske kort dette om en af de meget trofaste støtter for de kristne og for ham selv:

      "Jeg anbefaler jer Føbe, vor søster, der er menighedstjenerinde i Kenkreæ, for at I må tage imod hende i Herren, som det sømmer sig for de hellige, og hjælpe hende med alt, hvor hun kommer til at trænge til jer, thi hun har været en hjælp for mange og for mig med", Rom. 16:1-2.

 

Desværre er det sandt, at der ofte ikke lægges meget mærke til den store tjeneste, som kvinderne gør i det skjulte, og som derfor ikke bliver påskønnet nok, men et er sikkert: Den dag kommer, hvor alt det, de har gjort i det skjulte, vil blive belønnet rigeligt af Gud.

 

Som vi har set, så er mand og kvinde ifølge bibelen lige for Gud. Jamen, hvad så med den konstante fremhævelse af mændene i bibelen, som det fx sker i det bespisningsunder, hvor Jesus mætter alle dem, der havde fulgt efter ham for at høre ham. Mattæus skriver fx, at “de, som havde spist, var omtrent 5000 mænd, foruden kvinder og børn”, 14,21. Men Lukas, som netop fokuserer på, at overfor Gud er kvinder (og børn) ligeværdige med deres mænd, nævner slet ikke, at der også var kvinder og børn tilstede ved dette bespisningsunder. Han skriver nemlig blot, at ‘der var omtrent 5000 mænd’ til stede, Luk. 9,14. Det samme gør Markus og Johannes. Til alle fire evangelister lyder spørgsmålet: Er det ikke lidt diskriminerende, at det kun er mændene, der tælles med, mens kvinderne og børnene ikke gør det?

Her må vi huske, at vi ikke skal se på disse beretninger med nutidens udtryksmåder eller samfundsstruktur. Dengang, de blev skrevet, var samfundet primært patriarkalsk. Det betyder ikke nødvendigvis noget negativt, lidt i stil med det kvindeundertrykkende samfund i mange muslimske lande. Nej, for Gud havde forordnet det således fra skabelsen, at mændene skulle være familiens repræsentanter udadtil, både overfor menigheden og overfor offentligheden, og bibelsk set på dén måde, at de skulle afspejle, hvad Gud/Kristus er for os.

 

Det er da også indirekte det, der ligger til grund for, at evangelisterne taler og tæller på den måde, de gør. For, hvis man som i eksemplet med bespisningsunderet kendte tallet på, hvor mange mænd, der var til stede - det var vel dem, som på familiens vegne kom frem for tage imod de brød og fisk, der blev uddelt, så vidste man også omtrent, hvor mange kvinder og børn, der var i alt. Det var da også den hurtigste regnemåde, hvis man skulle tælle en stor folkemængde. Og sådan er det til dels stadig mange steder.

Jeg nævnte før, at mændene repræsenterede familien udadtil, og det var også dette samfundsmønster, som fungerede i menighederne. Og dog hævede niveauet sig dér langt op over samfundets love og regler, og lige bortset fra forbuddet mod, at kvinder ikke må ‘tale’ (prædike) i menigheden, så havde de nu der frihed til det samme som deres mænd.

Men, hvad så med de mange steder i NT, hvor de kristne næsten altid tiltales som ‘brødre’. Dette ser vi fx både i den direkte (mundtlige) tiltale til menighederne, og i de skriftlige. I næsten alle breve indleder Paulus fx ofte et nyt afsnit på samme måde som i dette eksempel i brevet til romerne:

      “Så formaner jeg jer da, brødre! ved Guds barmhjertighed, til at bringe jeres legemer som et levende, helligt og Gud velbehageligt offer; dette er jeres åndelige gudsdyrkelse..”, Rom. 12,1.

Det, der siges her, gælder selvfølgelig indforstået også søstre i menigheden? Men hvorfor er disse søstre så ikke direkte omtalt? Dét er der faktisk mange kvinder, som har udtryk sin frustration over gennem tiden. Ja, hvorfor nævnes de ikke? En del af svaret ligger i dét, som allerede er nævnt, nemlig, at på den tid repræsenterede ‘brødrene’ automatisk deres hustruer og børn, ligesom Kristus præsenterer alle kristne overfor Gud. Derfor er det bibelsk set korrekt at lade tiltalen ‘brødre’ gælde alle i forsamlingen, både brødre og søstre. Men det er dog kun en del af svaret.

 

For, når der som i det ovenfornævnte eksempel står ‘brødre’, så bruges det græske ord ‘ADALFON’, som er et hankønsord, men som dog altid bruges, når der er tale om både mænd og kvinder i fx menigheden. Det samme ord bliver dog også brugt, hvis det tydeligt fremgår af teksten, at det kun er handler om mændene - som fx, når Jesus taler om sin genkomst og siger:

      “.. Og enhver, som har forladt hjem eller brødre (adalfon) eller søstre (adalfas) eller moder eller hustru eller børn eller marker for mit navns skyld,  skal få det mangefold igen og arve evigt liv”, Matt. 20,29.

Det, der her er sagt, betyder, at hvis teksten ikke tydeligt kun taler om mænd, så er der automatisk både tale om mænd og kvinder, brødre og søstre. Altså på næsten samme måde, som når vi på dansk bruger verbet ‘han’ om både mænd og kvinder. Et eksempel på dette citerer jeg fra en dansk bekendtgørelse fra en lovtekst:

      “Fratræder et ordinært medlem efter eget ønske .. kan han dog kræve at få en godtgørelse, der svarer til det dobbelte af de af ham selv indsatte penge (bekendtgørelse nr. 35, 4.2.1959)”.

Her kunne det ligeså godt havde stået hun, eller han og hun, men alle forstår, at denne lovtekst ikke kun taler om mænd, men om, at det både er mænd og kvinder, som har krav om en godtgørelse, når de frasiger deres stilling. 

 

Sjovt nok: mens vi bruger ordet han som en fællesbetegnelse på både mænd og kvinder, så bliver de i stort set alle indoeuropæiske sprog beskrevet i hunkøn, også af vore nærmeste naboer. I Sverige siger man fx konsekvent hun om mennesket, også selvom den omtaler en bestemt gruppe mænd. Også i den svenske bibel. Et eksempel på dette er 1. Mos. 1:27, hvor der står:

      "Och Gud skapede männeskan till sin avbild, till Guds avbild skabede han henne, til man och kvinna skapede han dem"

 

Mennesket står altså i hunkøn, selvom Adam var en mand. På samme måde bliver alle de kristne også omtalt i hunkøn i bibelen, som når den beskriver, hvem vi er i/overfor Kristus, vor brudgom. Dermed er dét at blive kaldt lammets brud da også en hædersbetegnelse for både mænd og kvinder, hvor vi hver især erkender og bekender vor tilhørsforhold til ham. Vi er hver især et lem på Kristi legeme, og ligesom der er brug for alle vore fysiske lemmer for at fungere optimalt, således har Gud også brug for alle i sin tjeneste.  

 

Det betyder konkret, at selvom vi er skabt forskelligt, og med hver vore evner og opgaver, så er vi alle ét i Kristus. Det er denne frihed, som Gud har sat mænd og kvinder ind i, da de (vi) kom til tro på Jesus Kristus, vor Herre og Frelser.  

 

 

Amen

 

Hvis denne side ikke er fundet via forsiden, så klik venligst her for at se flere artikler